Amnesty Furesø markerer Kvindernes Internationale Kampdag i foyeren i Galaksen.
På søndag er det den 8. marts, hvor Kvindernes Internationale Kampdag sædvanen tro markeres. Galaksen inviterer til koncert med gruppen Bye Bye Brenda, og i foyeren får Amnestys Furesø-gruppe mulighed for at gøre opmærksom på de politiske fanger i Iran. De er i endnu sværere situation end ellers, nu hvor bomber og missiler regner ned over landet.
– Vi opfordrer stadig alle til at skrive under på krav om løsladelse af de politiske fanger, selvom regimet vakler, fortæller gruppens kontaktperson, Anette Ibsen.
– Tusindvis af demonstranter er blevet anholdt under det seneste oprør, og blandt dem er rigtig mange kvinder, der har været med i front. Amnesty indsamler underskrifter over hele verden på søndag og giver de iranske myndigheder besked om, hvor mange der har skrevet under. Men de sender ikke navnene videre, siger Anette Ibsen.
Gruppen arbejder også stadig for en særlig kendt kvindelig fange, nemlig Narges Mohammadi, som modtog Nobels Fredspris i 2023 for sin indsats for frihed og menneskerettigheder i Iran. – Vi har kun hørt ganske kort fra hende, siden hun igen blev arresteret, siger Anette Ibsen, og vi er meget bekymret for hende og for alle de andre politiske fanger, nu hvor situationen er så uoverskuelig. Derfor er der stadig brug for protesterne.







