Nordsjællands Politi fortæller, at den anholdte indbrudstyv i Hareskovby fredag den 7. november havde indrejseforbud. Han blev idømt 60 dages fængsel og udvist igen.
Af Mikkel Kjølby
Indbrud fylder utroligt meget i Hareskovby. Jesper Høiberg fra Hareskovby fangede fredag aften en indbrudstyv. Sammen med naboen lykkedes det at fastholde tyven, indtil en beredskabspatrulje fra Nordsjællands Politi kom til stedet.
Mandag blev anholdt og taget med på stationen, men hvad skete der med indbrudstyven efterfølgende.
– En beredskabspatrulje og en hundepatrulje ankom hurtigt og foretog anholdelse. Manden var i besiddelse af skruetrækker, lommelygte og handsker. Det viste sig, at han tidligere var dømt for indbrud og desuden havde indrejseforbud, skriver Nordsjælland Politis kommunikationsafdeling til Alt Om Furesø.
Indbrudstyven var kendt af politiet.
– Dagen efter blev han fremstillet i retten og idømt 60 dages fængsel for indbrudsforsøg og overtrædelse af indrejseforbud. Han blev udvist med indrejseforbud i seks år, oplyser Nordsjællands Politi til Alt Om Furesø.







