En flot donation fra Nordea-fonden giver Jonstrup Jazz Festival mulighed for at præsentere topnavne på stribe.
Tre herlige gensyn/genhør markerer Jonstrup Jazz Festivals 30-års jubilæum. Det er blevet muligt gennem en donation fra Nordea-Fonden. Der var glæde hos styregruppen bag Jonstrup Jazz Festival, da de modtog nyheden om donationen.
-Derfor kan vi nu tilbyde vores gæster et flot og ambitiøst musikprogram, fortæller kasserer Erik Lund Jepsen. Jubilæet markeres med gensyn med navne som Gunhild Carling & Carling Family, Blues Brothers Souvenir Show samt Daimi & Louisiana Jazzband.
Gunhild Carling besøgte første gang Jonstrup Jazz Festival i 2011 sammen med resten af Carling-familien med et forrygende show. Syv år senere, i 2018, var de her igen med jonglering og akrobatiske øvelser.
Med Gunhild Carling som karismatisk frontfigur forener tre generationer af familien musikalsk virtuositet med rendyrket showmanship. Resultatet er et hæsblæsende vaudeville-show, hvor multiinstrumentalt spil, stepdans, akrobatik og humor smelter sammen til en koncertoplevelse ud over det sædvanlige.
Publikum kan se frem til et sprudlende møde med det svenske familieorkester, der med overskud, charme og imponerende musikalitet holder den energiske 1920’er-jazz levende.
Når Blues Brothers Souvenir Show går på scenen i Jonstrup, er der endnu et jubilæum at fejre. I 40 år har bandet været på en mission, hvor hver koncert er en rejse gennem soulens og rhythm’n’blues pulserende univers. Det er 40 år med uforfalsket energi, eksplosive horn og masser af festlige overraskelser. Bandet tager udgangspunkt i de legendariske Blues Brothers-klassikere, men pumper deres egen nerve og attitude ind i musikken – med over 1.000 koncerter bag sig både i Danmark og udlandet.
Repertoiret spænder fra “Soul Man” til groovy soul- og bluesnumre, og bandet leverer altid et show, hvor musikken, glæden og publikum er i centrum. Her er det umuligt ikke at lade sig rive med.
Sort hat. Sorte soulbriller. Sort habit. Og et show, der får selv de mest stille publikummer til at slippe hæmningerne og danse med.
Det tredje gensyn: Daimi & Louisiana Jazzband – jubilæumsswing i særklasse
Hvad får man, når man forener Danmarks mest elskede solist med et af landets mest velspillende jazzorkestre? Man får en eftermiddag i musikkens tegn, der sitrer af spilleglæde og historie. Daimi fejrer 65 år på scenen, og hun gør det med den samme uimodståelige karisma, som da hun først trådte frem. Med Louisiana Jazzband som musikalsk motor leveres der swingende jazz af højeste karat. Bandet har for nylig budt velkommen til den virtuose Vincent Nilsson på trombone, der bringer 40 års erfaring fra DR Big Band med ind i Louisianas fællesskab. Sammen med Jesper Løvdal og Mårten Lundgren skaber de et musikalsk bagtæppe, der hylder både traditionen og nuet. Fra ”Søde Yrsa Bruun” til Duke Ellington – kom og hør, hvorfor Daimi stadig sætter sin hat, præcis som hun vil.
Jubilæet markeres desuden med en festlig streetparade med Tuesday Night Brass Band, der vil fylde Jonstrups gader fra syd til nord med jazzede toner. Tuesday Night Brass Band blander 2nd line, funk, jazz, rhythm’n’blues og soul inspireret af navne som Dr. John og James Brown. Bandet skaber en mobil festkaravane, der giver energi til koncerter og parader. Musikken har rødder i New Orleans og fornyer traditionen med sit eget udtryk.
Foruden de allerede nævnte bands kan festivalgæsterne også glæde sig til at opleve Sonika, Lea Havelund & Mads Søndergaard, Grønvad/Søndergaard Quintet, Jan Glæsel & Rumors Corner, Rêve Bohème, Børnejazz: På Tirsda’, På Tirsda’ og Jonstrup Børnehaver.
Billetter kan købes direkte på festivalens hjemmeside: https://jonstrup-jazz.dk/kob-billetter/
Festivalen foregår fra den 14. til den 16. august på Jonstrup GL. Seminarium, Jonstrupvangvej 150, 3500 Værløse. Læs mere på www.jonstrup-jazz.dk eller følg festivalen på Facebook og Instagram.







