Jonstrups juletræ kommer fra Vangehus

Jonstrup 89 inviterer til juletræsfest på fredag.

Fredag den 1. december klokken 15 til 16 tændes juletræet på Jonstrup Torv.
Det bliver også i år med et lokalt juletræ fra Vangehus Brændeplads i Jonstrup Vang. Vangehus Brændeplads har i mange år været en førende leverandør af juletræer til Værløse, Jonstrup og Hareskovby. Vangehus har også en fin julestue med masser af julepynt.
– Gennem mange år efterhånden har Vangehus (Nina og Thomas) hjulpet Jonstrup ’89 med flotte juletræer til Jonstrup Torv, siger Bo Søgaard, formand for Jonstrup 89 og fortsætter:
– Juletræet er en lokal, borgerdrevet aktivitet, hvor vi i år gerne vil tænde det med maner. Jonstrup’89 vil gerne inspirere til endnu mere social aktivitet i bydelen. Her i første omgang gennem børnene, hvor FFO’en på skolen har tilbudt at lave holdbart julepynt, som vi hænger på juletræet fra kl. 15. Tidspunktet er valgt, fordi det er der, at børnene bliver hentet og forældrene også er til stede. Men det er hele bydelen, som er inviteret.
REMA 1000 i Jonstrup bakker op om arrangement ved at sponsorere glögg, æbleskiver, kaffe, chokoladedrik mv., så bydelen kan mødes uden MobilePay.
-Og så har vi en eksklusiv aftale med Julemanden, der har taget fri fra juleforberedelserne for at kunne være hos os, på dagen, og han tager et udpluk af sit nisseorkester med, så vi kan synge, danse og hygge til julens glade toner, fortæller BO Søgaard.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest