En pause i arbejdet med Kulturporten og en ny parkeringsplads ved Stien letter presset på Farum Bytorvs parkeringspladser.
Af Mikkel Kjølby
For mere end et år siden klagede Farum Bytorvs handlende for første gang over manglende parkeringspladser pga. langtidsparkerende håndværkere og medarbejdere i Farum Kulturhuset.
Nu bliver det bedre!
– Håndværkerne er holdt op med at langtidsparkere, formentlig fordi de er færdige med deres arbejde. Det er gået fra 20-25 om dagen til 3-4 om dagen. Desuden er Furesø Kommune ved at være færdig med parkeringspladsen ved Stien. Her skal medarbejderne i Kulturhuset parkere, fortæller Steen Egede Hansen.
Det har også været til gene, at lastbiler til byggepladsen har holdt og ventet. Også det er slut nu. Da der er indført standsningsforbud fra Lidl til byggepladsen.
Farum Bytorv har kunne mærke det på pengepungen. I november og starten af december har man oplevet et fald i kunder på 13-14 procent.
– Mange kunder har givet udtryk for, at de kører et andet sted hen, fordi de ikke kan finde en parkeringsplads ved Farum Bytorv, siger Steen Egede Hansen.
Betalingsparkering på vej
Furesø Kommune har brugt et år på at finde frem til en løsning på at indføre betalingsparkering ved Stavnsholtvej.
– Vi forventer, at der indføres betalingsparkering fra 1. februar. Det er noget, som vi har ønsket. Der bliver tale om to timers gratis parkering med nummerpladegenkendelse. Det er dejligt nemt for kunderne at registrere deres nummerplade og så kan de køre ind og ud, siger Steen Egede Hansen.
Samme ordning indføres ved Rådhustorvet og på sigt vil det også komme ved parkeringspladsen langs med Paltholmvej.
Betalingsparkeringen vil formentlig også sætte en stopper for langtidsparkerende håndværkere. De vil formentlig vende tilbage, når næste etape af byggeriet skal i gang.
– Vi håber, at kommunen vil sørge for, at der hurtigst laves en rampe ned til den nye parkeringskælder under Kulturporten, så håndværkerne kan parkere der, lyder det fra Steen Egede Hansen.
Byggeriet af Kulturporten med ca. 90 lejligheder på hjørnet af Stavnsholtvej og Frederiksborgvej forventes færdig og klar til indflytning lige omkring årsskiftet 2025/2026.