Furesøegnen er velsignet med fantastiske skove med hver deres særpræg. Sådan er det også med Frederiksdal Storskov mellem Kulhus og Frederiksdal.
En gåtur kan starte ved parkeringspladsen ved landsbyen Ved Kulhus på Frederiksborgvej. Herefter ind af Kulhusvej, som snor sig igennem skoven og munder ud ved traktørstedet Den Gamle Have ved Frederiksdal.
Men gå blot 300 meter. Anden gang man kan dreje til højre, så tag turen ned af den stejle sti mellem juletræer på højre hånd og den flotte udsigt til Kobberholmen på venstre hånd. Når man når bunden, så tag stien til venstre og følg kobberdammene. Stednavnene med kobber menes at stamme fra, at der engang var et ganske stort kobberværk i området.
En moderne runesten
Man kommer forbi en flot gnejssten med indhuggede tegn på venstre hånd, det er en moderne runesten skabt af nutidens asetroende. Lige efter man når en lille sø på højre hånd. Drej til venstre mod Store Hulsø. Den er vanskelig at finde, da bevoksningen nærmest lukker sig om den på vejsiden, som kendes under navnet Hulsøbakken. Man kan knapt nok få øje på søen, men kommer man om på den anden side af søen, får man et fantastisk kig til skovens dystre perle.
Store Hulsøs vand er mørkt og dragende. Der går et gammelt sagn om en poet, som blev opslugt af søens vand, da han nærmest blev suget ind af et øje med uimodståelig kraft.
Store Hulsø er i dag en lille sø. I middelalderen var den mange gange større og strakte sig rundt i landskabet rundt om skovens mange bakker. Den kunne endda understøtte en vandmølle ejet af Kollekolle.
Når man atter rammer Kulhusvej, bør man begyndte hjemturen til Ved Kulhus. På højre hånd dukker en kæmpehøj op. Den er kendt som Lucie Kirkegård. Det skyldes, at en fattig pige så sig nødsaget til at slå sit nyfødte barn ihjel på dette sted. Barnet var født i hemmelighed, men barneliget blev fundet, og Lucie fik den strengest mulige straf. Hun blev begravet levende i kæmpehøjen. I mange århundreder efter gik der historier om, at Lucie gik igen, hun sad på stenen og redte sit hår eller vred sine hænder.
Tilbage til Kulhus
Lige efter kæmpehøjen kommer et informationsskilt om en restaureret karpedam. Det blev den i 1993, men i dag kan man ikke se den fra stierne. Der var mange karpedamme i dette område. Man kunne styre vandstanden gennem et sindrigt system. I 1600 og 1700-tallet opdrættede man karper og solgte dem inde i landet, da det var svært at transportere fisk fra havet.
Herfra er der 300 meter tilbage til parkeringspladsen, undervejs får man et kig ind mod lystgården Kulhus på højre hånd. Kulhus var i 1800-tallet rammen om mange saloner med kongelig deltagelse og kendte kunstnere som Weyse, Gade og selveste H.C. Andersen, som endda har skrevet et digt om udsigten fra Kulhus ved mod Furesøen.
