Flere kunder ved Farum Bytorv oplever, at deres nummerplader ikke bliver aflæst ved udkørsel. Gardian erkender problemerne.
Af Mikkel Kjølby
Der er fortsat børnesygdomme i forbindelse med indførelsen af to timers gratis parkering ved Farum Bytorv.
En læser skriver til Alt om Furesø, at han to gange har oplevet, at nummerpladen ikke er blevet aflæst ved udkørsel til Stavnsholtvej. I begge tilfælde har Easypark manuelt stoppet parkeringen uden omkostninger for kunden.
Alt om Furesø har spurgt operatøren Gardian til problemerne.
– Det er korrekt, at vi i øjeblikket har udfordringer ved udkørslen mod Stavnsholtvej. Det betyder, at kameraet i enkelte tilfælde ikke scanner en bil, når den forlader parkeringsområdet. Udfordringen har primært betydning for bilister, der har Automatisk Kameraparkering aktiveret i EasyPark, da parkeringen i de tilfælde først stopper, når kameraet registrerer, at bilen er kørt ud, lyder det i svaret fra Gardian.
Videre lyder det:
– Vores kundeservice er blevet kontaktet af bilister, der har haft brug for hjælp til at stoppe deres parkering. Hvis parkeringen har været tilknyttet Automatisk Kameraparkering i EasyPark, refunderer vi også betalingen. Omfanget af henvendelser er på samme niveau, som lignende parkeringsområder.
Der er blevet bedre plads til kunderne
Ordningen med to timers gratis parkering ved Farum Bytorv blev indført for at dæmme op for langtidsparkerende håndværkere og pendlere. Det var ikke mindst et problem i julen 2024, da byggeriet af Kulturporten var på sit højeste og parkeringspladsen ved Farum Kulturhus var lukket.
Formanden for Centerforeningen Farum Bytorv, Steen Egede Hansen, glæder sig over, at der nu er plads til kunderne.
– Generelt har det været en succes, vi har fået meget bedre plads til kunderne, siger Steen Egede Hansen.
Ordningen har naturligvis haft opstartsproblemer. Lige for tiden er det kameraerne ved Stavnsholtvej, som giver problemer.
– Gardian er i gang med at få kameraerne til at virke korrekt. Det er slet ikke alle kunder med Easypark-appen, der oplever problemer, men det har været for mange. Kameraerne pt sat ud af drift, indtil fejlen er lokaliseret, fortæller Steen Egede Hansen.
Han er en smule frustreret over mange misforståelser i forhold til ordningen. For langt hovedparten af kunderne kører man blot ind og ud, uden at gøre noget som helst aktivt.
– Vi oplever, at en del kunder ikke har forstået budskabet med – kør ind og kør ud indenfor 2 timer. Efter 2 timer skal, der betales på en af standerne, hvis man ikke benytter Easypark. Hvis Easypark benyttes, trækker de selv beløbet for parkeringen. Kunderne tror også, at de kan få bøder, hvilket er helt forkert. Man kan kun få en p-afgift, hvis man parkerer ulovligt på handicappladser, holder for længe på opladningspladserne eller parkere på to pladser – altså med et helt hjul inde på nabopladsen, forklarer Steen Egede Hansen.








3 kommentarer til “Kamerasvigt giver problemer med parkeringsordning”
Formanden for Centerforeningen Farum Bytorv, Steen Egede Hansen glæder sig over, at der efter indførsel af to-timers parkering på Farum Bytorv, “er plads til kunderne”.
Som borger i Furesø deler jeg ikke denne glæde, og det har altid før været muligt af finde en plads, når man handlede på Farum Bytorv.
I dag handler jeg yderst sjældent på Farum Bytorv og benytter i stedet Rema1000 med gratis vogne og nem parkering.
Er der i øvrigt regnet på omkostningerne? På Farum Bytorv og på Rådhustorvet (hvor der af uransalige årsager er 1 times parkering, så der ikke f.eks. er tid til træning og omklædning), er der opsat kamaraer og alle P-båse er opmalede på alle 4 sider og så små, at de fleste nye biler og handikapbiler ikke kan være i dem, så de ender med en bøde.
En frusteret borger
Hej Ann
Du kan aldrig få en bøde på Farum Bytorv.
Båsene nøjagtig samme størrelse som da de blev lavet i 1977, så ingen ændring her.
At de er blevet malet op er bland andet gjort for at sikre kunderne mod uretmæssige p-afgifter.
Reglerne er meget enkle – kør ind ud – uden at gøre noget. Hvis du parkere udover 2 timer, så skal der betales en timepris for den yderligere parkering. Enten med Easypark eller på en stander på Farum Bytorv.
Desuden er der oprettet yderligere 4 handicap pladser, som heller ikke er ændret i størrelse.
Den eneste mulighed for at få pålagt en afgift er:
Parkering uretmæssigt på en handicap plads
Holde længere end tilladt på en el-opladeplads
Parkere din bil på 2 pladser, altså have et helt hjul udenfor de nymalede hvide striber på den plads du har parkeret på.
Så Farum Bytorv har stadig nem parkering.
Lige til sidst, hvis man ved en fejl ikke får tjekket sin nummerplade ud ved udkørsel, kan man hverken få en afgift, betale for at holde længe og man kan sagtens parkere andre steder med sin Easypark app.
PS – Farum Bytorv har intent at gøre med Rådhustorvet parkeringsplads.
Håber at dette vil gøre det enklere for dig at parkere på Farum Bytorv.
Jeg har lavet en trustpilot anmeldelse da min kone fik en bøde imens hun havde en fejlagtig aktiv parkering på Farum Bytorv. Læs den her:
https://dk.trustpilot.com/reviews/6a4e27947a3bb7726dbd9a34
Automatisk Kameraparkering aktivering i EasyParks app virker elendigt.
Min kone fik en parkeringsbøde i Lyngby, og først da blev hun klar over, at EasyParks app havde en igangværende parkering på 6,5 dage, på trods af at der tydeligvis stod i appen, at vores bil havde forladt Farum Bytorv 1/2 time efter vi ankom og desuden var kommet og kørt hver eneste dag i de 6,5 dage indtil min kone fik bøden. Alligevel var den første parkering ikke blevet annulleret!
Jeg må kraftigt fraråde at man bruger EasyParks app indtil de har fået fikset deres app.
Hvis appen registrerer, at vores bil ankommer et nyt sted, imens der er en igangværende parkering et andet sted, så er det ENSBETYDENDE MED EN FEJL, hvor det ikke er blevet registret, at bilen har forladt det første område. I så fald ville en god programmør af deres app ville gøre følgende:
1. AFBRYD DEN FØRSTE PARKERING og send en fejlrapport til EasyPark og til kunden. Da bilen ikke kan være flere steder på én gang, så må man antage, at bilen har forladt det første område uden at det er registreret.
2. START DEN NYE PARKERING. Da et kamera nu har registreret, at bilen er ankommet til et nyt område, så vægtes dette højest, og en automatisk parkering starter.
3. DET BØR NATURLIGVIS ALTID VÆRE MULIGT AT STOPPE EN AUTOMATISK PARKERING I APPEN UDEN AT MAN SKAL TAGE KONTAKT TIL EasyPark.
Der er lukket for kommentarer.