Søndag den 16. august vil Farum Skulpturpark blive centrum for en mindre kulturfestival arrangeret af de lokale ildsjæle, Margrethe Riddersholm og Kirsten Eggert.
Af Mikkel Kjølby
Efter 25 år i glemmeposen blev Farum Skulpturpark hevet frem og pudset af i forbindelse med jubilæet i 2025. Nu har Furesø Kommune endda forskønnet området og udvidet med oplevelsessti og board walk.
Nu bliver Farum Skulpturpark også omdrejningspunktet for en lille kulturfestival søndag den 16. august.
Det er Kirsten Eggert og Margrethe Riddersholm, som står bag med støtte fra Furesø Kommune. De bygger videre på deres erfaringer fra coronatiden, hvor de lavede et lille arrangement på Farum Kaserne.
Margrethe er siden flyttet til Fredtofteparken.
– Når jeg sidder på min altan, tænker jeg gang på gang: Denne skønne park kalder på mere og flere end hundeluftere og pizzaspisere, fortæller Margrethe Riddersholm.
De to ildsjæle har arrangeret en hel festival søndag den 16. august kl. 13.00 til 17.00.
Det bliver en eftermiddag med kunst, musik, fortællinger og fællesskab, hvor man lytte til levende musik og synge med, opleve inspirerende fortællinger, giv følelserne farver og form eller lade sig inspirere af parkens kunst og skabe sin egen skulptur.
Det er tanken, at gæsterne selv medbringer drikkevarer, mad og et tæppe til en picnicplads.
Det foreløbige program
13.00 – Velkomst ved formanden for Kultur og Fritid Mehmet Anik samt fællessang: Livstræet med guitarist Peter Nielsen og velkomst ved arrangørerne samt kort introduktion til festivalen
13.20 – Fortællekoncert. Et åbningsindslag, hvor musik og fortælling smelter sammen. Med Klaus Krogsgaard (saxofon) og Kirsten Eggert (fortæller).
13.45 – Sang og musik ved Peter Nielsen (sanghæfte udleveres).
14.15 – Kreativitet, samvær og nydelse. Med stille musik i baggrunden ved Peter Nielsen. Stillevandring – smid tankerne væk og væk kreativiteten. Kig en ekstra gang på skulpturerne, og form din egen skulptur. Ved søstrene Louise og Christine fra KreaRummet i Farum
15.00 – Alle følelser i regnbuens farver. Fortælling og sang med børnene ved skuespiller, drama instruktør og sanger Tine Brix Davidsen.
16.00 – Musik, fællessang og måske en historie Ved Peter Nielsen.
16.45 – Tak for denne gang







