Klar melding om Store og Lillebjerg – Ny underskriftsindsamling i spil

Der kommer ingen indhegning af Storebjerg og Lillebjerg. Det var en klar besked på det åbne menighedsmøde.

Det åbne menighedsmøde den 8. november gav flere detaljer end tidligere om tankerne for Præstegårdsjordene fremtid. Storebjerg, Lillebjerg og Søstien friholdes fra et eventuelt græsningsprojekt. En nabogruppe har afleveret underskrifter imod planerne.
Af Mikkel Kjølby
Der var en god og sober debat, da Farum Sogns menighedsråd holdt åbent menighedsmøde søndag den 8. november.
Der var afsat en time til en debat om Præstegårdsjordenes fremtid, men det endte med at tage halvanden time.
Formanden for menighedsrådet Gy Larsen og sognepræst Jan Asmussen styrede mødet, hvor der var indlæg til fordel for græsningsprojektet fra biolog Anders Adams, som er medforfatter til DN Furesøs store vision Stor natur i Furesø Kommune samt byrådsmedlem Anders Groth.
Der var også plads til ganske mange kritiske røster, som går imod et græsningsprojekt på Præstegårdsjordene.
Der blev rejst skepsis overfor en digital underskriftsindsamling imod græsningsprojektet. Det fik en gruppe fra Farum Landsby til at meddele, at de har lavet en manuel underskriftsindsamling til fordel for åbne marker. Den er foretaget på vejene op til Præstegårdsjordene. P. E. Rasmussensvej, Søvej, Kaalundsvej og de ulige numre på Gedevasevej. Den viste at 90 procent af naboerne var imod indhegning af Præstegårdsjordene.
Underskriftsindsamlingen er siden afleveret til menighedsrådet, som onsdag holder møde, hvor indtrykkene fra det åbne menighedsmøde skal evalueres, og der skal findes en vej frem.

Storebjerg og Lillebjerg er ikke i spil
Der kom nye detaljer frem. Bl.a. blev det gjort klart, at de populære friluftsområder Storebjerg og Lillebjerg ikke er en del af det område, som er i spil til en indhegning til fordel for store græssere.
Det er område C heller ikke. Det er et stykke mark foran boligerne på Gedevasevej. Det ejes af marklauget bestående af grundejere på Gedevasevej.
Heller ikke Farum Søsti kan blive en del af en eventuel indhegning.
Tilbage er så 18, 2 hektar bestående af to marker som i dag er bortforpagtet til den økologiske gård, Stengården.

Fem forudsætninger og tre alternativer
Forud for det åbne menighedsmøde udsendte Gy Larsen og Jan Asmussen en orientering om projektet.
Her fremgik det, at Farum Menighedsråd i beslutningsprocessen skal tage hensyn til fem forudsætninger.
1. Fredningsbestemmelserne, der som nævnt giver to mulige driftsformer: landbrug eller permanent græs.
2. Menighedsrådets ansvar for jorderne, der ikke forpligter til at vælge den økonomisk fordelagtige løsning, men kan lægge vægt på andre hensyn, for eksempel klima, biodiversitet og natur.
3. De nær-rekreative hensyn, altså den omfattende brug af området til hundeluftning, motion, oplevelse af fugle og blomster og stilhed. Særligt bør nævnes, at mange børn færdes på arealet, der er et åndehul for hele den vestlige del af Farum. Der er tale om et stykke bynær natur.
4. Menighedsrådets lokale medansvar for folkekirkens grønne omstilling, altså folkekirkens nationale ansvar for at bidrage til miljøvenlige arealanvendelser, dels fordi folkekirken er en betydelig jordejer og fordi den skal bidrage til at inspirere samfundet som helhed.
5. Forpagterens perspektiver og planer: det er endnu helt uvist, om forpagteren ønsker at forny kontrakten og hvilke driftsformer han i givet fald kunne forestille sig. Denne usikkerhed skyldes væsentligt, at de økonomiske og driftsmæssige konsekvenser af bl.a. Den Grønne Trepart og Gødskningsloven endnu ikke kan overskues. Det eneste, som står fast, er forpagtningens udløb i 2027.
Det fremgik ligeledes, at der er tre alternativer.
1. Årlig slåning af hele arealet, svarende til nuværende drift af Lillebjerg.
2. Afbrænding af arealet i det tidlige forår, svarende til andre steder i kommunen.
3. Indhegning og afgræsning med i alt 4-7 kreaturer, formentlig en af de små kvægracer. Der er ikke tale om “rewilding” idet der regnes med fx vinterfodring og læskur.
Referatet af menighedsmødet er lavet på baggrund af samtaler med fem personer, som deltog ved mødet. Alt om Furesø har rettet henvendelse til Gy Larsen for en kommentar. Hun er ikke vendt tilbage. 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *