De to Dexter-kreaturer, der skal græsse på en del af Baunesletten, er ankommet til Furesø. I juni bliver de lukket ud i den fold, der nu er ved at blive udvidet til formålet.
Af Mikkel Kjølby
Efter årelang debat sker der nu noget på Baunesletten. I juni måned etableres den første del af indhegningen, som skal huse de to Dexter-stude, som i denne uge ankom til Furesø Kommune og lige nu græsser et andet sted i kommunen.
Dexter er en gammel kvægrace, der formentlig er fremavlet af kelterne og er den mindste af de danske kvægracer. Dexter er hårdfør og tykpelset og kan klare koldt og vådt vejr og kan omsætte grov og næringsfattig plantevækst til tilvækst.
Indhegningen bliver på 14 hektar – idet Baunegårdens 6 hektar er taget ud og kun skal bruges til vintergræsning. Der skal også etableres et læskur, men her skal der først indhentes dispensation i forhold til fredningen. Der skal etableres en kreaturbro hen over det fredede dige ind til Ryget Skov. Diget skal også hegnes ind på begge sider, så køerne ikke ødelægger det. Der skal føres vand ned fra parkeringspladsen på Baunestedet.
Alt det skal bane vejen for, at kreaturerne får lov til at gumle på græs og træers skud året rundt. På den måde hjælper de med at holde vegetationen nede, så der bliver mere lys i området. Denne dynamik skaber flere levesteder for flere dyre- og plantearter.
Folden åbnes i flere faser
I starten af juni udvides den eksisterende fold på Baunesletten i østlig retning, så folden er på ca. 8 ha. og umiddelbart efter sættes der to Dexter-kreaturer ud i folden. Så snart klagefristen på tilladelse til kreaturovergang over diget er udløbet, vil folden ind mod Ryget Skov tages i brug.
Den lille fold, som omfatter arealer ejet af Københavns Kommune, udføres forventeligt i løbet af sommeren 2025, og folden er dermed klar til at to kreaturer kan græsse området over den kommende vinter.
Forvaltningen ansøger Miljøstyrelsen om dispensation til yderligere udvidelse af folden ind i et areal, som er fredskov.







