Naturstyrelsen inviterer til offentlig møde om græsningsprojektet i form af en naturvanding mandag den 28. oktober. Pressefoto.

Græsningsprojektet på Baunesletten er tilsyneladende udsat, men Naturstyrelsen greb bolden omkring et lignende projekt på Flyvestation Værløse. Nu er der offentligt møde om projektet.
Det vakte stort postyr, da Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Enhedslistens flertal i Udvalget for Natur- og Klima lagde op til, at lave en indhegning af Baunesletten for at lave et græsningsprojekt med store græssere. Projektet er tilsyneladende udsat.
Under denne proces kom Naturstyrelsen med et tilbud om at etablere et lignende græsningsprojekt på Flyvestation Værløse. Her er der anderledes skred i sagerne. Nu indkalder Naturstyrelsen til offentligt møde om projektet.
Det offentlige møde finder sted mandag d. 28. oktober kl. 16-17 i form af en naturvandring, hvor man kan høre mere om planerne og baggrunden for udsætning af kvæg. Der er mulighed for at stille spørgsmål og komme med input til planlægningsfasen, dvs. hvor skal der være låger, og hvor skal hegnet stå mere præcist.
Mødested på hjørnet af Søhusvej og Perimetervejen
– Naturstyrelsen vil etablere mere naturgræsning på flyvestationen i form af en ny indhegning til kvæg. Kvæget skal som udgangspunkt gå der hele året, og være med til at gøre naturen mere varieret og bidrage til en højere biodiversitet. Arealet til græsning er ca. 35 ha og der vil fortsat være offentlig adgang. Naturstyrelsen forestiller sig, der vil gå ca. 10 køer i indhegningen, skriver Naturstyrelsen om projektet.
Tilmelding er ikke nødvendig. Hvis man ikke kan deltage, men har relevant input eksempelvis til, hvor der skal være låger, så send en mail til HST@nst.dk senest 4. november 2024.

Her er mødestedet til det offentlige møde. Skitse: Naturstyrelsen.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest