For et par måneder siden appellerede Furesø Kommune til det lokale erhvervsliv om hjælp til at få ukrainere i job. Det er ren win-win, siger udvalgsformand.
Af Mikkel Kjølby
Med beslutningen om at tillade unge mænd at forlade Ukraine startede en ny bølge af flygtninge. Det er primært unge mænd i den arbejdsduelige alder.
Furesø Kommune oplever, at de lokale virksomheder gerne vil hjælpe. Nu har kommunen ansat endnu en virksomhedskonsulent som et direkte svar på virksomhedernes ønske om én indgang til kommunen og mere viden om ansættelse af ukrainske flygtninge. Konsulenten skal blandt andet hjælpe med rekruttering, praktik- og løntilskudsforløb samt afklaring af sprog og kompetencer.
– Ukrainerne i Furesø kommer med meget forskellige baggrunde. Mange finder job indenfor rengøring, lager og produktion, men der er også en del højtuddannede. Uanset hvilken profil virksomheden søger, kan vi som udgangspunkt finde et relevant match, siger Michael Ilsvard, den nye virksomhedskonsulent i integrationstemaet i Furesø Kommune.
57 procent af de jobparate er i dag i arbejde. I en tid hvor der løbende kommer flere flygtninge, vil Furesøs virksomheder og kommunen nu arbejde endnu tættere om, at endnu flere kan komme ind på arbejdsmarkedet.
– Vi oplever en stor velvilje blandt virksomhederne i Furesø. Mange rækker selv ud og spørger: Hvordan kan vi hjælpe? Beskæftigelse er helt afgørende for integrationen, og derfor er det vigtigt, at vi gør det nemt for virksomhederne at tage del i løsningen. Når erhvervsliv og kommune arbejder sammen, kan vi både hjælpe mennesker videre i livet og styrke det lokale arbejdsmarked. Det er en win-win, siger Jan Kjældgaard (F), formand for udvalget for Handicap, Social, Psykiatri og Beskæftigelse.
Fem ukrainere hos samme virksomhed
En af de virksomheder som allerede har ansat ukrainere, har gode erfaringer med det. DAO har fem ukrainske medarbejdere.
– Vi havde brug for flere hænder, og det var helt naturligt for os at se på de muligheder, der fandtes lokalt. For os handler det ikke kun om at dække et behov i virksomheden, men også om at tage et socialt ansvar. Mange ukrainske flygtninge står i en svær livssituation, og hvis vi som virksomhed kan bidrage til, at de får en god start på arbejdslivet i Danmark, så gør vi det meget gerne. Og så har vi tilmed fået fem dygtige og engagerede medarbejdere, siger Aleksander Kizler, leder hos DAO Farum.







