Nordsjællands Politi havde fat i Ammunitionsrydningstjenesten, da man tirsdag formiddag fik en anmeldelse om et fund af en krysantemumbombe på en skolelegeplads.
Af Mikkel Kjølby
Personalet på en skole i Værløse viste rettidig omhu, da nogle skoleelever tirsdag formiddag fandt noget, som lignede en krysantemumbombe på legepladsen. Nordsjællands Politi modtog en anmeldelse kl. 10.34.
– Betjente blev sendt til stedet, og vagtcentralen modtog et billede af fundet, som blev sendt videre til Ammunitionsrydningstjenesten, der herefter vurderede det. Fra Ammunitionsrydningstjenesten lød dommen, at der ikke var tale om en krysantemumbombe, men derimod spidsen af en kugleraket, som betjentene roligt kunne tage med og aflevere på en genbrugsplads, skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.







