Kunstforening ferniserer – Naturen i kunsten

Helle Lisbergs værker kan opleves i Gallerie fra lørdag den 1. marts. Pressefoto.

Lørdag den 1. marts er der koncert og fernisering på udstillingen Naturen i kunsten i Farum Kulturhus.
Furesø Kunstforening er klar med endnu en udstilling i Galleriet i Farum Kulturhus. Der er fernisering på udstillingen Naturen i kunsten lørdag den 1. marts kl. 12.15.
Optaktskoncerten klokken 11.30 til 12.15 er med Lene Beaver og Kim Zachariasen, som spiller lækre akustiske arrangementer af deres yndlingssange -engelsksprogede såvel som danske.
Hans Humble, Peter Witt, Vivi Amelung og Helle Lisberg udstiller maleri og trædrejning i Galleriet
Hans Humble har altid været optaget af det naturlige træ, og ja, af naturen i sig selv. Han valgte derfor at uddanne sig som trædrejer og fandt hurtigt ud af, at han havde et stort talent for faget. Dette førte hurtigt til et drømmejob som trædrejer hos en større virksomhed, Brd. Krüger. Med årene fik han også tid til at dreje i sin fritid, og det er disse værker, som udstilles.
-Jeg elsker at dreje og vil dreje og forsætte mit drejeri til mine dages lykkelige ende og dele det med som mange som muligt og med dem, som finder det smukt og tiltrækkende, lyder det fra Hans Humble.
Peter Witt holder meget af at arbejde udendørs med motivet direkte for øje. Tit kan man møde ham med sit staffeli i naturen omkring Arresø, klitterne ved Tisvildeleje eller udsigtspunkter i Tibirke Bakker, hvor man hele tiden møder fine stemninger i de skiftende årstider, farver, former og lys.
Vivi Amelun har været vidt omkring som kunstner, og i slutningen af 90’erne landede hun på den rigtige hylde, der siden skulle vise sig at blive hendes levevej.
-Jeg finder stor inspiration i naturen og den sanselighed, der fylder både krop og sjæl. Livets mange kontraster er ofte omdrejningspunktet i mine værker, der fortæller historier om balancen mellem frihed og tryghed, muligheder og begrænsninger, fortæller Vivi Amelung.
Helle Lisberg har de seneste år især brugt fugle, som motiv, malet med en særegen luftig og farverig metode.
-Det handler for mig om at male fuglene på en måde, så det formidler fuglen som en del af sit miljø. Billedet skal fastholde fuglens bevægelse og formidle en stemning. Det skal fortælle om selve livet i dets mange facetter, forklarer Helle Lisberg.

Hans Humbles skåle er med på udstillingen. Pressefoto.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder