
Lakridslikør fra Barley Field og et helt særligt lakridslaboratorium. Eva Vedels lakridsfestival byder på unikke oplevelser.
Lakridsfestivalen er blevet en årligt tilbagevendende begivenhed. I år finder festivalen sted den 1. marts klokken 10 til 17 i Haaning Collection i den gamle Velux-fabrikshal i Bagsværd. Indgangsbilletten giver også adgang til at nyde synet af familien Haanings samling af veteranbiler.
Lakridsdronningen Eva Vedel har siden 2012 arrangeret begivenheden, hvor man kårer vinderen af The Liquorice Taste Award. I år deltager Barley Field med deres splinternye og delikate lakridslikør.
Festivalen byder desuden på en række boder med smagsprøver på alverdens forskellige lakridsvarer, men festivalen var ikke det samme uden lakridslaboratoriet. Det er en mulighed, fordi Eva Vedel arbejder sammen med landets største rålakridsimportør Scagro Food.
– Lige siden Lakridsfestivalens spæde start i 2012 har Kenneth Guldhammer fra Scagro Food været nærmest “fast inventar” på festivalen og det er ikke uden grund, at han går under navnet “Lakridsmanden”, fortæller Eva Vedel og fortsætter:
– Kenneths viden om lakrids er uudtømmelig og Scagro Food, der importerer verdens bedste rålakrids, er derfor naturligt nok leverandør til de bedste i konfekturebranchen. Rålakrids er jo ikke bare rålakrids og blot i Scagros sortiment er der over 20 forskellige slags lakridspulver, forklarer Eva Vedel.
På festivalen inviterer Scagro Food ind i Lakridslaboratoriet, hvor man traditionen tro kan udfordre sine sanser og blive klogere på lakrids fra lakridsrødder, den flydende lakrids, hele lakridsblokke, lakridspulver i forskellige udgaver og i år også tre nye lakridsgranulater.