Den 21-årige kantspiller for FC Nordsjælland, Anna Walter, blev for nogle uger siden udtaget til kvindelandsholdet i fodbold for første gang. Hun har spillet over 60 kampe for FC Nordsjælland og scoret flere mål, end der kan tælles på to hænder. Dertil blev hun månedens spiller i Gjensidige Kvindeliga tilbage i oktober og er flere gange kommet på månedens hold.
Af Thomas James Brodie
Man skal ikke gå rundt ret længe på Idrætsvænget i Farum, før man støder ind i en tidligere, nuværende eller fremtidig landsholdsspiller. Det er her, FC Nordsjælland (FCN) har deres faste base. Man kan næsten ane et tyndt lag stjernestøv på gulvet, når man træder ind ad hoveddøren til Right to Dream Park. Det vrimler med legender og kommende stjerner fra hele verden, som alle møder én med et smil. Det er også her, Anna Walter – som oftest blot går under ’Walter’ – bruger meget af hendes tid.
Historien om Annas fodboldkarriere startede allerede som 6-årig, da hun ville med, når storebror Mads skulle ud at spille med deres far. Hun startede på drengeholdet på Frederiksberg, men skiftede hurtigt til FC Damsø. Som U16-spiller kom hun til akademiet i Farum, dengang pigeholdene stadig spillede under navnet Farum Boldklub, og omklædningen var placeret i nabobygningen ved Farum Svømmehal.
Anna tog på efterskole og skiftede til Odense Q. Derefter var hun omkring HB Køge og Sundby Boldklub. Et hold i Farum med store ambitioner og endnu flere ressourcer end i hendes første periode i klubben gjorde, at hun i starten af 2023 vendte tilbage igen. Set i bakspejlet er Anna utroligt glad for den beslutning, og hun er ikke sky for at rose det flotte stykke arbejde, der fortsat bliver lagt i FCN, som netop er blevet kåret til Danmarks bedste pigeakademi – igen. Spurgt ind til, hvad hun mener, udskiller klubbens akademi fra andre klubber i Danmark, siger Anna.
– Der er et fedt udviklingsmiljø i klubben. Og så kan jeg også lide måden, der spilles fodbold på. Det er et professionelt setup, og det er en god gruppe af piger, der er samlet på holdet. Klubben har en rød tråd fra ungdom op til senior, hvilket gør, at de unge spillere i en tidlig alder lærer voksenbold. Vi har flere 15-årige i vores trup, og det synes jeg er fedt.

Landsholdet kalder (heldigvis ikke til far)
Anna er velkendt med landsholdsudtagelser og det at repræsentere sit land. Hun har været en del af ungdomslandsholdene, siden hun var U16-spiller og har spillet 24 kampe med Dannebrog på trøjen. Alligevel var det en lidt anderledes oplevelse, da hun fik at vide, at hun var blevet udtaget til kvindelandsholdet for første gang.
– Jeg sad til morgenmad med resten af holdet, da min gode holdkammerat (Josefine red.) Funch rejste sig op og sagde foran alle, at jeg var blevet udtaget. Den første jeg ringede til, var min far, som svarede: ”Nå, som vandhenter?”. Så ringede jeg til min mor.
Selvom FCN er fast leverandør af spillere til de danske landshold, er det ikke så tit, at spillere fra Gjensidige Kvindeliga er en del af kvindelandsholdet. Det var faktisk kun Anna og HB Køge-keeperen Alberte Vingum Andersen, der blev udtaget i denne omgang, selvom fire tidligere FCN-spillere også var med. Landstræner Andrée Jeglertz har til dr.dk sat nogle ord på udtagelsen af Anna.
– Vi har fulgt Anna hele året og synes, at hun har vist et højt niveau. … Hun er lidt anderledes end mange andre af vores spillere. Hun er god én mod én og det er noget af det, som vi måske savner i dansk fodbold. Så derfor er hun interessant.
Oplevelsen var stor, og Anna fik suget alt den læring til sig, hun kunne få fra de erfarne landsholdskammerater, mens de delte den rød-hvide trøje.
– Det var en fed oplevelse. Alle blev set lige meget, og de andre var gode til at hjælpe som fx (Pernille red.) Harder, (Katrine Vejsgaard red.) Veje og (Sara red.) Holmgaard. Jeg skulle spille en lidt anderledes position, end jeg plejer, så det tog mig lige et par dage at falde helt til. Det hjalp dog også, at jeg kendte flere af spillerne på holdet i forvejen.
Det blev ikke til minutter i denne omgang, men det har alligevel været en stor oplevelse at få med og et skulderklap af den indsats, Anna har lagt. Når hun tænker over, hvilken rolle FCN har spillet i hendes udtagelse, har Anna et klart svar.
– Der er et meget udviklingsorienteret miljø i Nordsjælland. Vi går ind til kampene med en indstilling om, at vi skal have det sjovt og spille sammen, og så kommer resultaterne af sig selv.
Og lige netop dét er det særlige ved FCN. Miljøet er inkluderende med fællesskabet i fokus, hvor spillerne glæder sig til at komme til træning og være sammen med deres holdkammerater. En fælles følelse af, at være en del af noget større – som DBU så fint siger det – medens man er med til at udvikle og presse hinanden som gruppe.
Hvem skal introduceres til husmandsfinten?
Anna beskriver sig selv som eksplosiv, offensiv, hårdtarbejdende, målsøgende og måske mest af alt, smilende. Hvis man nogensinde har fulgt med på FCN’s profiler på de sociale medier, har man nok ikke kunne undgå at se Anna med hendes gode holdkammerat Funch, som måske mest af alt minder om de to i klassen, som ved den mindste øjenkontakt kan få et historisk grineflip.
Man skal dog ikke lade sig narre af Annas nærmest permanente smil, for inderst inde er hun et konkurrencemenneske fra øverste hylde – selv når det ikke gælder fodbold. Derfor er det naturligt at spørge Anna ind til, hvad fremtiden byder på med den lille runde bold, hun bruger så meget af sin tid på.
– Jeg vil gerne til udlandet på et tidspunkt – gerne Spanien, Italien eller Frankrig. Men hvis der kommer et tilbud fra England eller Tyskland, er det selvfølgelig svært at takke nej til.
I efteråret forlængede Anna sin kontrakt i FCN til 2027, og der skal forhåbentligt også spilles om en plads i Champions League til sommer, hvis holdet formår at fastholde andenpladsen i Gjensidige Kvindeliga. Sportsdirektøren for FCN’s kvinder, Jessica Davis, har også på fcn.dk givet udtryk for hendes glæde over, at Anna har forlænget kontrakten.
– Anna har udviklet sig helt utroligt de sidste par år her hos os, og hun bidrager både med en masse på og uden for banen, hvilket vi sætter stor pris på. Så helt generelt ser vi Anna som en af de vigtigste spillere på holdet, hvorfor vi er virkelig glade for at have forlænget med hende. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet og følge hendes udvikling fremadrettet.
Hvis Anna kunne give et råd til andre unge spillere, går tanken om at have det sjovt igen og igen.
– Mit råd ville nok være, at man skal huske at nyde spillet og have det sjovt. Det behøver ikke hele tiden være så seriøst. Og så skal man altid tro på sig selv.
Slutteligt hører vi Anna, hvad hun vil huskes for, når hun – forhåbentligt først langt ind i fremtiden – lægger skoene på hylden. Hun svarer selvfølgelig med et (lidt kækt) smil på læben.
– Det må nok være min husmandsfinte.
Hvad der skal ske med den talentfulde kantspiller, kan kun fremtiden vise. Men solen lyser stadig de røde og gule farver op på FCN’s trøje lidt endnu – og mon ikke, at navnet Anna Walter er godt at skrive bag øret?






