Lasse debuterer som forfatter med ”Vild videnskab”

Lasse Winther har lavet den bog, som han selv stod og manglede, da han var dreng.

Efter to års arbejde er Lasse Winther klar med bogen ”Vild videnskab”. Den skal trække børn og forældre væk fra skærmene og sætte sanserne i spil i forhold til 50 hyggelige videnskabelige forsøg.
Af Mikkel Kjølby
Lasse Winther har skrevet den bog, han selv stod og manglede, da han var dreng.
”Vild videnskab” er resultatet af to års arbejde. Den indeholder 50 videnskabelige forsøg, som kan udføres derhjemme af børn og deres forældre. Det er hele pointen, at man kan gøre det sammen.
– Det er en bog, som jeg selv synes, at jeg manglede som barn. For jeg ville have elsket det her. Her får man en vejledning til at gøre det. Det var det, jeg måske manglede for 20 år siden. Børn er som udgangspunkt nysgerrige. Jeg har bare glemt at vokse fra det, siger Lasse Winther.
Lasses oprindelige pitch til Forlaget Carlsen var en bog med 52 videnskabelige forsøg. Et til hver uge i et helt år, men med tiden er det blevet til 50 forsøg,
– Det er lavet sådan, at man kan lave noget af det på ti minutter, og noget af det kan tage en hele dag. Man åbner i køkkenskabet og ser om man har alle tingene, andre gange skal man finde tingene. Det er tilgængeligt for alle. Alle kan gøre det, siger Lasse Winther.
Hans mission er at få børn og voksne væk fra skærmene og lave nogte sammen. Noget hvor sanserne kommer i spil.
– Hele ideen er, at det ikke er en babysitter til sit barn, det er en mulighed for også selv at være med til at lege og blive lidt klogere. Forældre kan opleve, at deres barn har sjove oplevelser. Jeg vil opfordre alle forældre til at deltage i det på en måde, hvor barnet er hovedpersonen. Hvis katapulten ikke virker i første omgang, er det guld værd, hvis barnet selv øver sig og ændrer lidt på det, uden at forældrene bare kommer og fikser det for barnet. Man lærer at man kan prøve igen. Det er ok, forklarer Lasse Winther og fortsætter:
-Jeg vil inspirere til at få ting ud i hænderne. Vindeskab foregår ofte op i hovedet med stort fokus på facit. Det dækker ikke for mig, hvad videnskab er. Videnskab er nysgerrighed, eksperimenter, forsøg. Videnskab er i høj grad noget, som foregår med sanserne. Man skal lugte, røre, se, siger Lasse Winther.

Lasse Winther har haft drønende travlt siden han var med i det allerførste Furesø Ungeråd.
Han fik chancen som studievært for explainervideoer på DR, Så startede han op som selvstændig, men har sideløbende en værtsrolle på DR Ramasjang i et program til børn om videnskab.
Han laver også youtubevideoer om videnskab og teknologi primært til unge voksne.
– Det næste er at lave flere explainervideoer på Youtube. Jeg har planlagt alle mulige fede ting. Jeg har fået mulighed for at besøge partikelacceleratoren i Bern. De er ved at lukke den ned, så den ikke længere er livsfarlig. Jeg vil finde ud, af hvad det egentlig var med den gudepartikel. Jeg er så privilegeret, at jeg kan stille alle de spørgsmål, og folk har lyst tl at svare, fortæller Lasse Winther.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder