Biodirektør Tine Kirkeballe holder fast i Værløse Bios tradition for at vise europæiske filmperler. Nu kommer en fransk storfilm, en svensk hyggefilm, en tysk thriller samt italienske og spanske dramaer.
Af Mikkel Kjølby
Efteråret og vintertiden har lagt tungt over Værløse. Heldigvis kan man søge ly i Værløse Bio, hvor der er mange gode film for det voksne publikum. Det springer især i øjnene, at Værløse Bio viser mange europæiske film.
-Der er vildt mange gode europæiske film lige nu. De amerikanske titler i oktober var ikke store, og jeg vil hellere vise en god europæisk titel end halvdårlig fra USA, forklarer Tine Kirkeballe.
Frankrig er repræsenteret med anden del af det store epos om nationalhelten Charles de Gaulle.
Anden Verdenskrig raser, og Frankrigs fremtid står stadig på spil. Mens Charles de Gaulle kæmper for at samle og styrke det Frie Frankrig, må han ikke blot stå imod den tyske fjende, men også navigere i et stadig mere komplekst forhold til de amerikanske og britiske allierede.
Fra broderlandet Sverige kommer feel good-filmen Rejsen til Piemonte med Helena Bergström.
Fire venner rejser til Italien, hvor Eva har arvet en olivengård. Planen er enkel: Sælg gården og tag hjem igen. Men mellem solbeskinnede bakker, vidunderlig mad og charmerende landsbyboere begynder hjemrejsen at virke mindre tillokkende. For hvad har de egentlig at vende tilbage til i Sverige?
Der er mere Italien i den tragikomiske La Grazia.
En italiensk præsident og nyslået enkemand står over for at skulle træffe karrierens sidste, afgørende beslutninger – med afsæt i moralske dilemmaer omkring eutanasi og benådning af dømte mordere. Samtidig rystes hans privatliv af afsløringerne om hans afdøde kones utroskab – hvilket kaster nyt lys over deres liv sammen under hans sidste år ved magten.
Hvis man er mere til spansk temperament, så skal man se Søndage.
Den 17-årige Ainara står over for at skulle beslutte sig for sin studieretning på universitetet – eller det er i hvert fald, hvad hendes familie håber på. For mens hendes venner begynder at udforske alle de glæder og omvæltninger, der følger med det at være teenager, føler Ainara sig derimod tættere og tættere på Gud og overvejer at tilslutte sig et kloster og blive nonne. Det sender en chokbølge gennem hendes familie, som frygter, at Ainara vil spilde sit liv i et nonnekloster.
De Gaulle: Frihedens stemme
Der er sparet på intet som helst i forhold til budgettet til filmene om nationalhellen Charles de Gaulle. Alle sejl er sat til for at portrættere hans kamp for at holde Frankrig fri af Nazitysklands greb.
I andet afsnit raser Anden Verdenskrig, og Frankrigs fremtid står stadig på spil. Mens Charles de Gaulle kæmper for at samle og styrke det Frie Frankrig, må han ikke blot stå imod den tyske fjende, men også navigere i et stadig mere komplekst forhold til de amerikanske og britiske allierede.
Sidste bud er den tyske thriller Rose med Sandra Hüller. Den er i spil til en Oscar for bedste udenlandske film.
Rose er en kvindelig soldat, der forklædt som mand gør krav på den frihed og de muligheder, der blev nægtet kvinder i det 17. århundrede. Bevæbnet med forfalskede dokumenter, og med et kuglesår i ansigtet, bosætter hun sig i en fjerntliggende, protestantisk landsby på en forladt gård, hun hævder at være den retmæssige arving til. Hun vinder de vagtsomme landsbyboeres tillid gennem hårdt arbejde og beviser sig selv som en dygtig og kompetent forsørger, da hun hårdt presset gifter sig med en lokal bondes datter.






