Leder – Er udviklingsplanen for Værløse Bymidte en syltekrukke?

Udviklingsplanen for Værløse Bymidte byder på ca. 200 nye boliger, ændrede parkeringsforhold og til sidst en udvikling af de fælles faciliteter. Skitse: Furesø Kommune.

Af Mikkel Kjølby, stifter og ansvarshavende redaktør af Alt Om Furesø.
Furesø Kommunes forvaltning har udarbejdet en flot og visionær udviklingsplan for Værløse Bymidte. Det er et godt stykke arbejde, og mange burde gøre sig den tjeneste at kigge grundigt i den.
Den officielle version lyder, at man vil fremtidssikre Værløse Bymidte ved at byfortætte med omkring 200 boliger og bruge overskuddet fra salget af kommunale grunde til at udvikle de fælles faciliteter. Altså lutter gode intentioner. Det er lige før, man kan høre violinerne spille i baggrunden.
Men kigger man nærmere på det, opstår tvivlen. For det er en mærkværdig præmis i udviklingsplanen for Værløse Bymidte, at man først vil have en indtægt fra salg, inden man investerer i udviklingen af kommunale bygninger.
Lad os bruge Værløse Bio som eksempel. Taget er utæt. Det drypper ned i caféen. Det ved Center for Kommunale Ejendomme så udmærket godt.
Løsningen blev at tilbyde biodirektør Tine Kirkeballe en treårig forlængelse af forpagtningen, for til den tid at være klar med en renovering, ombygning eller nedrivning af bygningen, og en plan for en ny biografbygning. Måske endda finansieret ved at lave lejligheder ovenpå biografen.
Jamen hov!
I Furesø Kommunes bygningsanalyse er der sat mere end 4 mio. kr. af til vedligehold af biografbygningen.
Furesø Kommunes Facility Management (Bygningsanalyse 2023-32) er underfinansieret, og man skriver lige ud, at man vil nedbringe vedligeholdelsesefterslæbet ved at finde andre løsninger. Dermed kan man slippe for at bruge X-antal millioner hvert år, og vupti slipper man for ubehagelige besparelser andre steder på det kommunale budget.
Der er så bare det, at Værløse Bio er en kommunal bygning, og man har ikke brug for en udviklingsplan for at udvikle bygningen. Det kan man gøre ret hurtigt.
Det samme gør sig gældende for Hareskovhvile. Den kan lynhurtigt sættes i spil til foreninger eller andre formål. Af en eller anden grund skal vi vente på, at området omkring Hareskovhvile udvikles med rækkehuse ned mod Stiager og Town Houses på parkeringspladsen. Hvorfor?
Vi har nu ventet på at få udarbejdet en udviklingsplan, det tog lidt over et år. Derefter skal der laves en rammelokalplan (et års tid), derefter skal der laves lokalplaner for hvert område, så skal der sælges byggegrunde, og når så indtægterne er i hus, vil man udvikle de fælles faciliteter.
Det kommer der til at gå dejlig lang tid med. Måske ser verden helt anderledes ud til den tid.
Der er god grund til at udfordre præmissen for udviklingsplanen for Værløse Bymidte. Politikerne og forvaltningen arbejder for Furesøs borgere og kunne vælge at fokusere på de nærliggende opgaver. Hvorfor egentlig ikke?

Alting skydes ud i fremtiden
Så kunne man tro, at denne bekymring er taget ud af ingenting, men lad os lige kigge på, hvad der ellers sker rundt omkring.
Furesø Kommune har igennem årene nydt utrolig godt af konstant stigende skatteindtægter som følge af en befolkningstilvækst. Det startede med Farum Kaserne og Nordlejren, så fulgte Sydlejren, og lige for tiden er man i gang i det centrale Farum.
Der er bare det problem, at der ikke er flere byggegrunde i det åbne land. Befolkningstilvæksten standser, men nu kommer udgifterne til flere faciliteter. Jonstrup Skole skal udvides, fordi der er bygget 450 boliger fyldt med småbørn ude i Sydlejren. Det kan vel ikke komme bag på nogen?
Men sådan en udvidelse er et problem, når de kommunale budgetter i forvejen hænger sammen med lodder og trisser.
Tænk sig engang, at Furesø Kommune var så utroligt heldig, at ingeniørfirmaet Cowi lige pludselig foreslog at skifte befolkningsprognose. Man fjernede blot den del af forudsigelserne, som endnu ikke var vedtaget af byrådet, men altså forventes at blive vedtaget på et tidspunkt.
Den nye befolkningsprognose sagde, at man lige akkurat kunne klare sig igennem uden en ny daginstitution i det centrale Værløse. Det var man ellers meget langt med at planlægge og tæt på at vedtage. Med et slag sparede man 50 mio. kr., og så blev der råd til udvidelsen af Jonstrup Skole. Den har så vist sig at være underfinansieret med 25 procent, men efter lidt bytte-bygninger, så skulle tidsplanen holde.
Skiftet af befolkningsprognose gjorde også, at friplejehjemmet pludselig ikke var nødvendigt. Det har Ældre- og Sundhedsudvalget fået tilbage på sporet, men af en eller anden grund bliver der ved med at ske ting og sager, som forskyder tidsplanen for friplejehjemmet.
Lige for tiden diskuterer man med OK Fonden om, den kommunale garanti for 20 pladser på friplejehjemmet er de første eller sidste pladser i forhold til at fylde plejehjemmet op.
Det forholder sig vel ikke sådan, at man diskuterer bare for at få tiden til at gå?

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

2 kommentarer til “Leder – Er udviklingsplanen for Værløse Bymidte en syltekrukke?”

  1. John Ingemann Allentoft

    Tak til Mikkel Kjølby for vigtig information. Hans artikel viser, hvor vigtigt det er at have en aktiv og vågen lokalpresse.

  2. Bo Søgaard

    Meget enig, John Allentoft. Udviklingsplanens mål, forudsætninger og begrænsninger kan læses ind i Mikkels leder.

Der er lukket for kommentarer.