Legetøjsbutik slår dørene op lørdag formiddag

Sofie tager cirkusteamet fra cirkusvognen med over til den nye butik.

Sofie Selby åbner Stor Ståhej på Værløse Bymidte. Der er gratis popcorn slush ice og gode tilbud på premieredagen.
Der er gået ti år siden BR Legetøj lukkede på Værløse Bymidte. Nu sker det. En ny legetøjsbutik slår dørene op.
Sofie Selby åbner Stor Ståhej i Butik Charlottes tidligere lokaler på adressen Værløse Bymidte 33. Det sker lørdag den 8. februar klokken 10.
I den anledning er der gratis popcorn og slush ice samt 15 procent rabat på stort set det hele i butikken.
– Vi åbner med et Warhammer-tema. Børnene kan få en gratis figur, som de kan male i butikken. Der bliver også en stand med Warhammer, hvor man kan prøve at være med i et spil, fortæller Sofie Selby.
Butikken har cirkustema og emmer af hygge og ganske specielle varer.
– Jeg satser en del på værtindegaver, men der bliver også arrangementer som Byens Bedste Bedste og barselsbingo for mødregupper, fortæller Sofie Selby.
Butikken kommer også til at sælge enkelte børnetøjsmærker som Fliink, MarMar og Molo.
Sofie Selby startede Stor Ståhej i en cirkusvogn i indkørslen til Skovridergården Syvstjernen på Fægyden. Det var i maj 2024, men hun har hele tiden været på udkig efter et butikslokale og var hurtig til at slå til, da Butik Charlotte rykkede sammen i Stenløse.
Cirkusvognen bliver sat til salg, for nu er Sofies drøm om en rigtig legetøjsbutik med hendes helt eget særpræg gået i opfyldelse.

Kagedåsen med indbygget musik er et storhit som værtindegave.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder