Det var en skrækkelig kamp på en elendig fodboldbane, men Hareskov IF tog de tre point og sikrede oprykning til Serie 1.
Af Mikkel Kjølby
For første gang i omtrent 20 år er Hareskov IF Fodbold i Serie 1.
Det står klart efter en suveræn efterårssæson med enorme mængder mål og godt spil. Oprykningen blev sikret med sæsonens svageste præstation.
Hareskov-drengene var præget af nerver. Det udnyttede bundholdet FC Ballerup til at komme foran efter fire minutters spil.
Først i slutningen af første halvleg fandt Hareskov vejen til netmaskerne. Karl-Emil Lyngstrand Baagø udlignede på et oplæg fra Morten Sørensen.
Og så kom kampens mest kontroversielle episode. FC Ballerups målmand tippede et indlæg videre ind foran mål. Han forsøgte at nå tilbage, men Rasmus Møller-Jensen scorede med en eller anden kropsdel. Ballerupspillerne appellerede for, at det var med hånden. De var nok ikke helt forkert på den.
Anden halvleg var en rædselsfuld omgang fodbold. FC Ballerup havde en stribe chancer og et stolpeskud. Hareskov IF havde et enkelt skud fra distancen, mens man talte minutterne, som tikkede forbi.
Endelig lød dommerens slutfløjt og så var sagen bøf. Hareskov IF er i Serie 1.
Træner Anders Helmer har været med i ti år. Det startede med en nedrykning til Serie 4, så tilbage i Serie 3, og til Serie 2 for fem år siden. Nu er klubben i Serie 1 med et hold bestående af deres egne spillere.
– Der er meget mere at bygge på. Vi får også en god U19-årgang op, siger Anders Helmer, som er fortrøstningsfuld med hensyn til holdets muligheder i Serie 1.







