For 10 år siden slog Furesø Bibliotekerne og Galaksen for første gang dørene op for læsefestivalen Lun på Ord. Akkurat som alle de andre år er der igen et bredt udvalg af forfattere, musik og kreative workshops.
Ordfestivalen Lun på Ord er blevet en tradition i Furesøs kulturlandskab. I år er det 10 år siden, at den første festival løb af stablen. I år åbnes festivalen fredag den 24. januar kl. 14.
Nu er arrangørgruppen ved at lægge sidste hånd på programmet og vil gerne løfte sløret for noget af det, man kan komme til at se til Lun på ord 2025.
Familiemønstre, broderimønstre, drukmønstre, sorgmønstre, omsorgsmønstre.
I år er temaet for Lun på Ord – Mønstre. For tiden tegner der sig et billede af forskellige mønstre i litteraturen.
– Vi har valgt forfatterne ud fra aktualitet, men også ud fra hvad vi kan se borgerne i Furesø læser, hvilke bøger, der flest reserveringer på. Vi holdt hurtigt øje med debutanten Maja Linea Ernst for, der var rigtig mange reserveringer på hendes bog ”Kun til navlen”, og sørme om hun ikke også vandt Bogforums debutantpris 2024, så hendes glæder vi os til at møde til Lun på Ord, fortæller Ann-Lisbeth Holm og Helle Winther Olsen fra arrangørgruppen.
Forfatteren Lone Hørslev kommer ind på et særligt drukmønster for kvinder i samtale med litteraturformidler Lea Fløe Christensen, forfatteren Stine Askov taler med Niels Folmann om sin seneste bog ”Varme hænder”, som giver et billede af omsorgsmønstre for omsorgspersoner, forfatter Thomas Korsgaard samtaler med Helle Vincentz om familiemønstre og om man overhovedet kan tale om mønsterbrydning? Det spørgsmål kan forfatter Morten Pape måske svare på, når han fortæller om ”Nøglebarn”.
Og hvordan er det lige med mønstre i musikken og sproget? Det vil Jens Unmack fra Loveshop give et bud på, når han afrunder festivalen med en samtale med Galaksens leder Morten Mathiesen