Lynhurtige Emil får chancen i USA

Emil Hansen satte banerekord på prestigefyldt racerbane. Privatfoto.

Motorsportstalentet Emil Møller Hansen fra Kirke Værløse satte banerekord på prestigefyldt bane i Californien. Det baner vejen for muligheder i en sport, hvor økonomien er en faktor, som kan bremse karrieren.
Af Mikkel Kjølby
Emil har en medfødt evne til at give gas. Det stod klart allerede, da han var seks år gammel og syntes, at de små karts var for kedelige.
Da han var 11 år gammel, blev han Sjællandsmester i miniklassen op til 14 år. Nu dyster han med de store drenge i juniorklassen.
Sjællandsmesterskabet gav genlyd helt ovre i Guds eget land. En fjern fætter arbejder som Tuning Shop Manager på den prestigefyldte Thermal Club i Californien. Her mænger milliardærerne sig med verdens bedste racerkørere.
Emil fik en chance på Thermal, og den greb han. I efteråret 2024 blev han sat ned i en senior gokart, som man først må køre løb i som 15 årig. Det resulterede i en banerekord på Thermal.
– Emil slog rekorden, som var sat af en etableret racerkører. Det gav lidt genlyd. Vi har fået mange følgere derovre. Emil er blevet inviteret til at testkøre en Formel 4, men skal være 15 år, før det er lovligt, fortæller Tommy Møller Hansen, far og mekaniker for Emil.
Familien fra Kirke Værløse har for længst erfaret, at motorsporten er en dyr affære, derfor er mulighederne i USA meget velkomne.
– Det er vanvittigt dyrt. Det kan vi mærke alene med gokarten. Det er ikke unormalt med budgetter på over en halv million som 8-årig, hvilket vi ikke kan matche. Det kan vi mærke. Der er noget udstyr, som vi bare ikke har råd til, forklarer Tommy Møller Hansen.
Planen er derfor at sende Emil til USA, når han bliver 15 år, så han kan forfølge de muligheder, som er opstået i kølvandet på banerekorden på Thermal.
– Det er planen, at Emil skal til USA i en længere periode for at testkøre i Thermal Club. Men først skal han være 15 år, siger Tommy Møller Hansen.
Imens søger Emil lokale sponsorer, som kan støtte ham i hans fortsatte udvikling indenfor motorsport i Danmark.
Det er svært at finde sponsorer til enkeltmandssport, og han støder ofte ind i, at der primært gives støtte til foreninger og klubber med holdsport.

Emil Hansen med idolet Kevin Magnussen. Privatfoto.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder