Med den ene hånd vil kommune friholde naturen for bebyggelse. Med den anden hånd rækker man ud efter perspektivarealerne til et nyt erhvervsområde. Charlotte Søllner Hernø påpeger, at kommunen taler med to tunger.

I et høringssvar til forslaget til Kommuneplan 2025-2027 påpeger Miljørådet, at Furesø Kommunes politikere siger en ting, men gør det modsatte.
Af Mikkel Kjølby

Kommuneplanen er det vigtigste styringsredskab i forhold til byudvikling af en kommune. Det er et betydningsfuldt dokument, som gerne skulle stemme overens med borgernes ønsker. Det gør det bare ikke, pointerer Miljørådet i et høringssvar og peger på torne, direkte fejl og modsætningsfyldte visioner.
– Det fremgår af Furesø Kommuneplan 2025-2037 at: ”Furesø Kommune ønsker at fastholde landområderne som oplevelsesrige landskaber. Det sker blandt andet ved at hindre utilsigtet byspredning og begrænse byggeri i det åbne land ud over byggeri, der er nødvendigt for landbrugs- og skovbrugsdriften.” Man må imidlertid spørge, om der hvad angår ”mere natur” overhovedet er en rød tråd i dette udkast til kommuneplanen? Miljørådet kan ikke finde den og vil anbefale, at medlemmerne af byrådet sammen med forvaltningen nærlæser udkastet igennem og redegør for, hvad det er, der ønskes, så det kan stå klart for borgerne. Det gør det ikke på nuværende tidspunkt, skriver Charlotte Søllner Hernø i høringssvaret.
Kritikken konkretiseres i forbindelse med ønsket om etablering af et nyt erhvervsområde på det såkaldte perspektivareal nord for Slangerupvej.
– Endelig vil etablering af et nyt erhvervsområde nord for Slangerupvej vil være i strid med kommunens egne planer om at få en grøn, bæredygtig og CO2-neutral kommune inden 2030, som på sigt vil kunne optage mere CO2, end den udleder. Byggeri er en kæmpe CO2-synder, som ikke understøtter disse planer. Et grønt erhvervsområde vil for altid betyde, at biodiversiteten forringes og at gammel, kostbar natur forvandles til en friseret grøn park, skriver Charlotte Søllner Hernø.
Miljørådets holdning er ganske klar.
– Kort sagt anbefaler Miljørådet, at perspektivarealerne en gang for alle tages ud af planerne og forbliver i landzone.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder