Mindeord for Marianne Stendell

Marianne Stendell er gået bort. Æret være hendes mindre.

Nordsjælland har mistet en markant politisk profil. Tidligere regionspolitiker Marianne Stendell døde den 9.4.2026 efter lang tids sygdom.
Af Ole Bondo Christensen, Rasmus Dahl, Matilde Powers, Katarina Ritz, Preben Pettersson, Per Brøgger Jensen, Lene Bang, Bjarne Zetterstrøm, Peter Tørnkvist, Sabine Kirchmeier og Troels Behr.
Fra 2006 til 2017 var Marianne Stendell medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Socialdemokratiet, hvor hun med stor energi bl.a. var engageret i at skabe gode forhold for patienter og pårørende i regionens hospitaler. Hun var medlem af forebyggelsesudvalget og udvalget for regional udvikling. Her arbejdede hun med uddannelse, miljø, infrastruktur, erhvervsudvikling og trafik. Ved folketingsvalget i 2009 var hun opstillet som kandidat for Socialdemokratiet.
Derudover har hun været bestyrelsesformand for Copenhagen EU Office (det fælles EU -kontor i Bruxelles for Region Hovedstaden, Region Sjælland, regionernes 46 kommuner, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Roskilde Universitet og Copenhagen Business School) samt medlem af bestyrelsen for Øresundskomiteen og bestyrelsen for Professionshøjskolen København.


Marianne var socialdemokrat til fingerspidserne – og af hele sit hjerte. Hun elskede fællesskabet og de politiske opgør og vandt respekt blandt alle.
Marianne blev født den 8.10.1947 og voksede op i en socialdemokratisk familie. Hendes far, Aksel Stendell, havde arbejdet sig op fra små kår i Hovedstadens Brugsforening og siden FDB og blev til sidst administrerende direktør for A-pressen.
Det lå derfor ligesom i kortene, at hun slog ind på en karriere som journalist med en uddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole. Efter ansættelser på Socialdemokraten og Socialistisk Dagblad var hun i mange år journalist på Frederiksborg Amts Avis. Siden arbejdede hun som kommunikationschef i Kommunernes Landsforening og Copenhagen Capacity.
Marianne var et ukueligt menneske med et imponerende overskud. Efter hun var flyttet til Farum i 2015, var hun særdeles aktiv i den socialdemokratiske partiforening i Furesø, bl.a. som en stærk næstformand i bestyrelsen.
Flere hold nyopstillede kandidater nød godt af hendes ekspertise, når de blev klædt på med kurser i kommunikation på de sociale medier og gode kneb til at lave fængslende videoer med et tydeligt budskab. Mange var var imponeret over hendes tilgang til bestyrelsesarbejdet og hendes rolige og ordentlige væsen: Hun havde både power og autoritet på en utrolig behagelig måde.
Som medlem af den lokale partibestyrelse var hun altid støttende, hjælpsom, men også skarp på at se de problemstillinger, som skulle adresseres. Det lå ikke til hende at føre sig frem. Hun var en udpræget holdspiller, som lagde vægt på et godt samarbejde mellem byrådsgruppen og partiforeningen. Selv under hendes sygdom mistede hun ikke gejsten og interessen for politik og fandt overskud til at holde kaffemøder med kampagnegruppen, der skulle lægge planer for det seneste byrådsvalg.
Det var svært ikke at føle sig godt tilpas i hendes selskab. Hun var interesseret og lyttende, og man endte altid med at fortælle mest om sig selv. Med sit dybe engagement i andre mennesker og i stærke fællesskaber fik hun endog sat sig et fysisk mindesmærke, da hun sammen med sin kæreste, Troels Behr, startede bofællesskabet Stavnsholthave i Farum i 2015.
Vores tanker går til Mariannes familie, især hendes 3 døtre, Trine, Line og Anne Sofie, samt hendes 8 børnebørn.
Marianne vil blive savnet – æret være hendes minde!

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder