Tidligere byrådsmedlem Per Kattrup er gået bort. Han begraves fra Stavnsholtkirken den 8. maj kl. 13.
Af Mikkel Kjølby
Per Kattrup var byrådsmedlem i Furesø Kommune fra 2009 til 2017. Ikke mindst kulturområdet var hans domæne.
Efter studier på Københavns Universitet og en karriere i Handelsbanken og IBM lavede han projektopgaver i udlandet. Blandt andet for et provencalsk vinslot i Frankrig og for Bacardi Koncernen i USA samt på Martinique.
Hjemme i Danmark blev han teater- og kongreschef for Ringsted Teater- og Kongreshus. Senere var han som konsulent tilknyttet etableringen af kultur- og oplevelsescenteret Torvehallerne i Vejle.
Per var i mange år kendt som en aktiv salgsrepræsentant for Varelotteriet i Farum og Lynge.
Den kulturelle side af Per Kattrup viste sig også i forbindelse med en udlåning af hans personlige Kay Bojesen-samling til en udstilling i Søllerød og han brugte sin personlige kontakter til at få lavet ”Fra Miro til Mallorca” på Gl. Holtegaard samt udstillinger med Andy Warhol, Jim Dine og John Lennon.
I en forholdsvis høj alder indledte han en lokalpolitisk karriere, da han stillede op ved kommunalvalget som spidskandidat for Dansk Folkeparti.
Han blev valgt ind i byrådet med 344 personlige stemmer. Hans politiske linje lagde sig tæt op af Socialdemokratiet med borgmester Ole Bondo Christensen i spidsen.
I 2013 var han ikke spidskandidat for Dansk Folkeparti, men sprængte listen og blev valgt som partiets enlige byrådsmedlem med 308 personlige stemmer.
I løbet af sin anden periode i byrådet skiftede han til den socialdemokratiske gruppe, som han også stillede op for i 2017 uden at opnå genvalg.
Han var medlem af social- og sundhedsudvalget og næstformand i kultur- og fritidsudvalget fra 2013 til 2017.
En af mærkesagerne var et pligrimsstop på Flyvestation Værløse. Lige der hvor paven i 1989 tabte sin kalot, da han kyssede landingsbanen foran Hangar 46. Efter tiden i byrådet var han fortsat meget optaget af kulturen og nød tiden sammen med hustruen Lone.
Per Kattrup gik bort den 1. maj 2026. Han blev 86 år gammel.
Begravelsen foregår fra Stavnsholtkirken den 8. maj kl. 13.
Æret være Per Kattrups minde.






