
Dukkehusfestivalen fejrer 30-års jubilæum i Farum Kulturhus. I weekenden den 26/27. april kan man opleve miniaturehuse af enhver slags.
Hele verden indenfor dukkehuse kommer til Farum Kulturhus den 26/27. april, når der er 30 års jubilæum på Dukkehusfestivalen.
– Denne årlige begivenhed har udviklet sig til en sand institution for miniature-entusiaster og kreative sjæle, og i år bliver ingen undtagelse, fortæller Liselotte Brøndbjerg Dyhr fra Farum Kulturhus og fortsætter:
-Med mere end 30 talentfulde udstillere fra hele Europa – herunder Italien, Tyskland, Holland, Ukraine, Sverige og Danmark – bliver Farum centrum for en unik oplevelse, hvor fantasi, detaljerigdom og håndværk forenes i enestående kreationer. Vi er stolte over at kunne præsentere fire nye udstillere, der bringer friske perspektiver og innovative designs til festivalen.
En verden af kreativitet og detaljer
Gennem årene har festivalen været kendt for sin imponerende samling af håndlavede miniaturekunstværker. Her finder man alt fra finurlige dukkehuse til minutiøst udførte interiører – alt sammen skabt af passionerede “gør-det-selv”-kunstnere, der formår at fortrylle med deres detaljeorienterede arbejde.
Som en fast tradition præsenterer Miniatureforeningen Mini deres årlige udstilling. Årets tema; Aktivitet eller et Fag, lover at imponere de besøgende med kreative og inspirerende bud på, hvordan miniatureuniverset kan fortolke arbejdslivet og fritidsaktiviteter. Derudover kan man opleve en eksklusiv udstilling af kinesiske huse. Se udstillingen i Biogangen.
Jubilæumsudstilling i Galleriet
I anledning af festivalens 30-års jubilæum vil der desuden være en helt særlig udstilling, der viser et udsnit af, hvad der har været udstillet gennem de tre årtier, festivalen har eksisteret. Dette giver besøgende en unik mulighed for at se, hvordan miniaturekunsten har udviklet sig og opleve nogle af de mest ikoniske værker fra festivalens historie.
Festivalens udstillere har generøst sponsoreret flotte gevinster til vores lotteri, som alle besøgende har mulighed for at vinde via deres indgangsbillet. De heldige vindere vil blive annonceret ved indgangen, hvor gevinsterne også kan afhentes.
Åbningstiderne for dukkehusfestivalen er lørdag 26. april kl. 11-17 og søndag 27. april kl. 10-16.