Minister sender klart signal om Ring 4 Nord

Thomas Danielsen præciserer i et interview med Alt om Furesø, at borgmestrene langs Ring 4 Nord har det sidste ord, når det handler om udvidelsen til BRT-løsningen med et 5 og 6. spor. Foto Claus Bjørn Larsen

Transportminister Thomas Danielsen (V) gør det klart, at det er op til borgmestrene langs Ring 4 Nord om der skal udvides med et femte og sjette spor til BRT-løsning. Folketingsmedlem Matilde Powers (S) er lettet over, at borgmestrene får det sidste ord i sagen. Folketingskandidat Egil Hulgaard (K) forstår ikke, hvorfor BRT-løsningen afhænger af udvidelsen til 6 spor.
Af Mikkel Kjølby

Midt i virvaret af MKVer, høringer, forligskredse, pressemeddelelser, lovforslag og interessegrupper er der opstået en betydelig usikkerhed om Ring 4 Nords fremtid.
I lovforslaget til udvidelse af Ring 4 Nord står der, at transportministeren bemyndiges til at udvide med en ekstra vognbane i begge retninger samt en busbane i begge retninger på en 3,5 km strækning fra Klausdalbrovej til Hillerødmotorvejen. Det vil give samlet 6 spor på Ring 4 Nord, hvilket var vakt betydelig lokal modstand.
Transportminister Thomas Danielsen (V) ønsker at gøre det helt klart, at det femte og sjette spor kun opføres, hvis borgmestrene langs Ring 4 Nord bliver enige om dette.
– I dag er det planen at bygge i to omgange. Først vejudvidelsen og siden vejbanerne til BRT-projektet. Vi mener, at det er mere intelligent at gøre det på en gang. På den måde bliver det samlede projekt billigere for BRT-løsningen, siger Thomas Danielsen til Alt om Furesø og fortsætter:
– Jeg har skrevet et hyrdebrev til borgmestrene, hvor de er blevet bedt om at forholde sig til, om vi skal etablere det femte og sjette spor til busser, når vi alligevel er i gang og på den måde billiggøre det samlede BRT-projekt. Det er vores vurdering, at det er en mere intelligent måde at gøre tingene på. Hvis borgmestrene siger, at de ikke ønsker, at vi bygger ekstra spor til BRT-projektet i denne omgang, så bliver det ikke til noget, forklarer Thomas Danielsen.
Ifølge ministeren er lovforslaget indrettet på en sådan måde, at man blot kan pille de to spor til BRT-løsningen ud, inden den endelige vedtagelse.
– Lovforslaget er lavet, så man kan pille det ud igen, hvis borgmestrene ikke ønsker spor til BRT i denne omgang. Det har jeg sendt brev ud til borgmestrene om, siger Thomas Danielsen.
Der kommer altså ikke 6 spor på Ring 4 Nord i 2026 uden en accept fra borgmestrene i Gladsaxe, Herlev, Ballerup og Furesø Kommuner. Dette skyldes, at kommunerne skal medfinansiere etableringen af BRT-løsningen.
– At bygge ekstra spor til BRT-projektet i denne omgang er ikke det, vi har aftalt på forhånd, men vi vil gerne bygge det til dem. Hvis de siger, at vi (borgmestrene red.) gerne vil snakke færdig og gøre det om ti år, så bygger vi ikke de ekstra spor til BRT i denne omgang, siger Thomas Danielsen, som blot har forsøgt at gøre projektet billigere ved at sende det i overhalingsbanen.
– Hvis de ekstra spor til BRT-projektet opføres samtidig med vejudvidelsen, vil der være udgifter, som kun skal afholdes en gang, hvilket vil gøre BRT-projektet billigere for kommunerne. Grunden til at busprojektet er i overhalingsbanen, er et forsøg på at få det etableret, når vi alligevel laver vejen. Det er en mulighed for at gøre projektet billigere. Hvis det ikke bliver vedtaget at gøre det hele på en gang, bliver det oprindelige BRT-projekt ikke dyrere. Det bliver bare til den pris, som det oprindeligt var planlagt, fastslår Thomas Danielsen.
Artiklen fortsætter under billedet.

Lovforslaget lægger op til en udvidelse af vognbanerne fra Chokoladekrydset til Hillerødmotorvejen samt to spor til BRT-projektet fra Klausdalsbrovej til Hillerødmotorvejen. Skitse: Vejdirektoratet.

Lettelse over at borgmestrene får det sidste ord
Folketingsmedlem Matilde Powers (S) kastede sig ind i debatten om udvidelsen af Ring 4 Nord ud fra en bekymring om konsekvenserne for lokalområdet ved 6 spor. Hun erklærer sig lettet over transportministerens præcisering af processen.
– Jeg er meget lettet over at læse, at ministeren siger til citat, at udvidelsen til de 6 spor kun sker, hvis der er opbakning fra borgmestrene hertil. Den del har været meget uklart i lovforslaget, og det er ikke tidligere lykkedes mig at få så klart et svar herpå i mine egne spørgsmål til ministeriet. Da vi fra borgermødet og høringssvar ved; at de fire borgmestre ikke støtter en udvidelse af Ring4 til 6 spor, syner der nu håb forude, lyder det fra Matilde Powers.
Folketingskandidat og byrådsmedlem i Furesø Kommune, Egil Hulgaard (K), forstår ikke behovet for et 5. og 6.spor til BRT-løsningen. Han mener, at ministeriet prøver at lægge pres på kommunerne.
– Det virker som om, at BRT kræver et 5. og 6. spor. Det gør det ikke. Til gengæld bliver etableringen af BRT billigere for kommunerne, hvis kommunerne siger ja til udvidelsen til 6 spor. Det er urimeligt at presse kommunerne på den måde. I Furesø må vi sige nej til BRT og dermed sikre at vi ikke får 6 spor pløjende gennem kommunen, siger Egil Hulgaard.
Alt om Furesø har rettet henvendelse til de fire borgmestre, Jesper Würtzen, Ballerup, Serdar Benli, Gladsaxe, Marco Damgaard, Herlev, og Nicolai Bechfeldt, Furesø, for en kommentar til ministerens præcisering af processen omkring udvidelse af Ring 4 Nord.
De er i skrivende stund ikke vendt tilbage.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *