Mød Skolelandbrugets nye maskot

Helmuth mistede sin mor fire dage efter fødslen, men er nu blevet adopteret af en ny fåremor.

Naturen går sin gang på Skolelandbruget. Det lærer talenterne meget af.
Men indimellem kan det være lidt barskt.
Et af Skolelandbrugets får nedkom sidste mandag med lammet Helmuth, fire dage senere døde moderen. Nu er Helmuth et flaskelam.
– Det er dødærgerligt, men talenterne lever sig ind i rollen, som omsorgsfulde erstatninger for moderen med sutteflaske og kløen på kinderne, fortæller Johnny Skjoldborg Krog, leder af Skolelandbruget.
Landmand Katja Gullaksen forudser, at Helmuth bliver Skolelandbrugets nye maskot.
– Vi har prøvet det før. Jeg gætter på, at Helmuth bliver vores nye maskot. Han kommer til at gå frit rundt på grunden og følge med i det hele, siger Katja Gullaksen.
Her i foråret nærmest svømmer Skolelandbruget i nye dyreunger.
Soen Else har født fem små pattegrise. Der er syv gedekid. Og så kommer der snart flere små lam.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest