Per Lotz og Poul Korsholm fra Værløse Arkæologigruppe har brugt en stenkiste fra Harevad Bro til at lave en bænk ved Mosegården.
Af Mikkel Kjølby
Gårdspladsen ved Mosegården er i forvejen meget smuk, og nu har den fået endnu mere smukt inventar. En stenbænk af særdeles massive materialer.
Tilbage i 1773 byggede den lokale stenhugger Martin Ulrich en af sine i alt ni stenbroer over Tibberup Å. Denne bro står der den dag i dag mellem Gisselfeldengen og Djævlemosen i Ll. Hareskov, hvor den fører skovvejen Måløvvej trygt over vandløbet.
Med årene var den nu blevet ganske medtaget af vind, vejr og slitage. I 2016 tog den lokale arkæologigruppe fat. Det meste af broens stenkiste blev skiftet ud med beton – kun de yderste stenkister blev liggende, så broen bevarede sit udseende.
De andre stenkister er opbevaret på Naturstyrelsens lagerplads ikke langt fra Harevad Bro, men en af stenkisterne er nu kommer i brug til denne bænk.
Stenkisten blev lagt blidt ned på gårdspladsen og gjort klar til at blive drejet op på to andre sten, så den kunne fungere som bænk.
– Bænken skal illudere mundingen på en stenbro. Stenkisten har nogle flotte kløveriller, som man rigtig kommer til at kunne nyde, fortæller Per Lotz.







