I mere end ti år har Morten Mortensen været Furesøs historieformidler og meget mere. Den 31. januar tager hans rejse fra foreningsmenneske over lokalhistorisk forskning til Furesø Museer en ny drejning, når han går på pension.
Det passede som fod i hose
Tingene passede godt sammen, da Morten Morrtensen i 2013 søgte og fik stillingen som museumsinspektør ved Furesø Museer.
Arbejdspladsen lå i gåafstand fra boligen i Bagsværd. Stillingen var en naturlig forlængelse af Mortens nysgerrighed indenfor foreningslivets betydning for den kommunale udvikling.
Mere end ti år er gået med formidling, udstillinger, foredrag, museumsfortællinger, samlingsarbejde, opsyn og vedligehold af museets samlinger, registrering i databaser, pakke historiske effekter ned, høringssvar og meget mere.
– Det har været skideskægt. Der er et meget stort engagement indenfor de historiske miljøer i Farum og Værløse. Det har jeg kunnet mærke. Jeg har haft den fornøjelse, at arbejde med det, jeg godt kan lide. Jeg kunne kun ønske mig mere tid, For der er så meget at tage fat på. Der er så meget spændende at fortælle, siger Morten Mortensen.
Morten kan næsten ikke stoppe, når han nævner potentialet for historieformidling og nævner i flæng: Farum Landsby, Farum Midtpunkt, Byudviklingen i Værløse, den fine gamle by, Kirke Værløse, Furesøbad, Flyvestation Værløse, landets første pendlerby Hareskovby og meget, meget mere.
Så hvorfor stoppe?
– Det er på tide. Jeg skal lave noget andet. Desuden går fruen snart på pension. Det passer sammen, forklarer Morten Mortensen.
Meget af Mortens arbejde har handlet om det usynlige museumsarbejde, som handler om at bevare lokalhistorien for eftertiden.
– Det er det usynlige museumsarbejde. Det er museets grundfjeld. Det er vores samlinger. Furesø har en meget stor og fin samling, forklarer Morten Mortensen.
De mange udstillinger og foredrag er det mere synlige.
Det er blevet til udstillinger om: Kommunekunst, Skovenes Historie, Hareskovby, 1864s betydning i Furesø, Farums Historie, Legetøjsudstilling, Uld, Fuglebækgaard, Arkæologi og Alugod.
Bag hele Mortens virke ligger en dybere forståelse af de lokale museer og arkivers rolle.
– Fagligt set har jeg altid syntes, at det var spændende med det kommunale styre og foreningslivet. Mange af vores goder er skabt som foreningsdrevet, men er med årene blevet en del af det kommunale. Det samspil er meget interessant. De lokale folk har skabt museerne med frivilligt arbejde. Historien er det, som vi skaber omkring os. Det er fællesskaberne og aktiviteter, som vi sætter i gang. fortæller Morten Mortensen.
Idræts- og foreningsmennesket med den historiske interesse
Morten Mortensen er vokset i Aarhus. Som dreng boede han lige bag Den Gamle By i Aarhus. Men han var nu mest til sport. Han spillede fodbold på højt plan, men også håndbold, badminton, riffelskydning og meget andet.
– Sport var mit liv i mange år. Lokalhistorien fik jeg ind, fordi mine forældre havde en stor interesse for det, siger Morten Mortensen.
Han indledte derfor sine studier med historie på Aarhus Universitet, senere tog han idræt som bifag og flyttede til Nørrebro. Han tog et pædagogikum i idræt og historie, men i midt 80´erne var der stor arbejdsløshed indenfor undervisningsfagene.
I stedet fik han en stilling som Byarkivar i Esbjerg. Efter fem år rykkede han tilbage til København og en stilling som arkivleder i Herlev. Her skrev han en bog om idrætshistorien i Herlev. Det førte til et forskningsprojekt på Københavns Universitet og en Ph.d-afdeling om idrætskultur i tre udvalgte kommuner.
Næste opgave var opbygningen af ”Historisk arkiv for De Folkelige Bevægelser i Danmark” men da bevillingerne stoppede, fik han ansættelse som museumsinspektør i Greve Kommune i 2006 og siden videre til Furesø i 2013.
Nu er rejsen nået til en ende – og så alligevel.
– Selvfølgelig skal jeg lave noget. Jeg kan ikke lade være, siger Morten med et smil.