
Fredag den 11. april bydes der op til snak med borgerne i Jonstrup. Den lokale kandidat for Radikale Venstre, Nils Toft, flankeres af spidskandidat og formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget Tine Hessner.
Jonstrupborgerne kan fredag den 11. april kl. 16-18 møde Radikale Venstres spidskandidat Tine Hessner samt byrådskandidat Nils Toft ved Rema 1000 på Jonstrupvangvej.
Nils Toft har boet i Jonstrup siden 2017, er epidemiolog, selvstændig og skolebestyrelsesmedlem på Lille Værløse Skole siden 2018 – de seneste tre år som formand.
Tine er selvstændig facilitator og konsulent og har siddet i byrådet siden 2018. Ved valget i 2021 havde hun et stærkt genvalg og var den kandidat der fik fjerdeflest personlige stemmer af alle. Tine bor i Værløse, men har sin gang i Jonstrup, bl.a. kendt for engagementet omkring udvidelsen af Jonstrup Skole til 4.5 – 5. klasse, samt anlæg af Skatepark, kamp for busbetjening og – forhåbentlig – grundlaget for den kommende temalegeplads.
-Vi ser frem til at høre, hvad der er vigtigt for borgerne i Jonstrup – på tværs af aldre og generationer. I Radikale går vi til valg på et Furesø i balance og “Generationskontrakten”, som indebærer, at vi tænker langsigtet, med de kommende generationer i fokus. Det betyder bla. at trivsel, fællesskaber og bæredygtighed er i centrum, udtaler duoen.