Nu kommer der atter ild i Smedjen

Jørgen Doctor vil demonstrere smedearbejde på Mosegården.

Tre frivillige ildsjæle er klar til at levendegøre historien ved at åbne den gamle smedje ved Mosegården.
Af Mikkel Kjølby
For snart 30 år siden opførte frivillige en kopi af den gamle smedje i Kirke Værløse ved Mosegården i Værløse.
I nogle år blev lokalhistorien holdt i live af frivillige smede, men med tiden gik de bort.
Nu genstarter tre frivillige ildsjæle arbejdet med at formidle lokalhistorien. Jens Bodsholt var først på banen, så fulgte Poul Korsholm og Jørgen Doctor.
– Vi har fået ryddet og registreret museumsgenstandene i den gamle smedje. Nu er vi klar til at starte op med arbejdet, siger Jørgen Doctor.
Han er tidligere sløjdlærer ved Bybækskolen og Lyngholmskolen, og har altid ønsket at smede. For et års tid siden kom han ind som frivillig ved Frilandsmuseet, og da chancen bød sig ved Mosegården, slog han til.
– Jeg har ingen formel uddannelse eller oplæring i smedearbejdet. Når man starter ved Frilandsmuseeet, er det bare om at kigge efter og lære det. Det er bare om at hoppe ud i det, fortæller Jørgen Doctor.

Gadekærhusets originale bageovn skal atter i gang.

Nu står han så ved den gamle smedje med ambolt, søjlebor, fjederhammer og 3000 millioner år gammelt smedekul.
– Vi mødes hver onsdag og arbejder med smedjen. Nu skal vi til at smede rigtigt, siger Jørgen Doctor.
Det er tanken at åbne smedjen ved arrangementer. Første gang bliver søndag den 12. oktober kl. 13, når der er et arrangement med kartoffeltryk på Mosegården.
– Jeg har altid brændt for at lave sådan noget. Jeg elsker at formidle, siger Jørgen Doctor med et stort smil på læberne og en forhammer i hånden.
Trioen af frivillige har også fået gang i Gadekærshuset gamle bagerovn. Det er tanken at bage brød til særlige begivenheder i ovnen, som de fleste vil genkende som en slags pizzaovn.
Museumsinspektør Dragan Jovanovic nyder, at der kommer mere liv i det gamle museum.
– Det er en fantastisk historie om alle de gamle smedjer, der er at fortælle. At der kommer liv og gang i Smedjen er værdifuldt i forhold til formidlingen af lokalhistorien, siger Dragan Jovanovic.

Udstyret i smedjen er samlet fra en række forskellige smedjer.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder