Dagtilbuddene i Farum har ledige pladser. Derfor lukker Furesø Kommune Børnehuset Hjertet, som blev etableret i Børnehuset SIVs tidligere bygning i forlængelse af flygtningestrømmen fra Ukraine.
I forlængelse af krigen i Ukraine blev der vedtaget en særlov, som gav kommunerne mulighed for lokalt at organisere dagtilbud til fordrevne børn fra Ukraine. I Furesø blev Børnehuset Hjertet etableret som et midlertidigt multikulturelt børnehus for børn fra både Ukraine og Danmark, men nu er det slut.
Den 29. april blev medarbejdere og forældre orienteret. Alle 29 børn i Hjertet får tilbudt en plads i at andet dagtilbud og alle ni medarbejdere tilbydes en tilsvarende stilling i et af Furesø Kommunes dagtilbud.
Udvalgsformand Muhammed Bektas (S) forklarer:
– Forvaltningen oplever, at der er ledige dagtilbudspladser i Farum pga. et faldende børnetal. Den nyeste analyse viser desuden, at kapaciteten i Farum er stor nok til rumme børnene i den nordlige del af kommunen. Derfor foreslår forvaltningen både af økonomiske og pladsmæssige årsager at lukke Hjertet før tid, siger Muhammed Bektas.
Børnehuset Hjertet fungerede på en midlertidig dispensation som løber frem til december 2024.
– Der er plads til børnene i Farum og forhåbentlig kan de fleste forældre få opfyldt deres ønsker med en god dialog og nem overdragelse til det nye sted. I forhold til børneperspektivet giver det god mening, at børnene flytter til det nye dagtilbud i sommerperioden, hvor normeringerne i børnehaverne er bedst og de største børn kan få et år i deres storbørnsgruppe frem mod skolestarten i 2025, lyder det fra Muhammed Bektas.