Nu skal farligt kryds på Frederiksborgvej ombygges

I vejens sydlige side laves en cykelshunt mod syd, græsrabatten udvides, og der etableres en 3 meter bred cykelsti nord for græsrabatten. Det udlægges rød OB belægning fra den nye cykelsti frem til motorvejsfrakørslen, således at Kollekollevej indsnævres til et spor på hele strækningen. Det betyder, at tilkørslen til Frederiksborgvej indsnævres til et spor. Der etableres et 3 meter bredt fortov på tværs af græsrabatterne, så fodgængere kan krydse Kollekollevej via den eksisterende midterrabat. Midterhellen og spærrefladen på Frederiksborgvej syd for krydset forlænges.

Furesø Kommune sætter gang i ombygningen af krydset Frederiksborgvej/Kollekollevej og en trafikheller på Frederiksborgvej i september.
Den 9. september starter Køge Brolæggerfirma entreprisen med at ombygge krydset Frederiksborgvej/Kollekollevej og etablere trafikheller på Frederiksborgvej. Arbejdet forventes at strække sig til den 25. oktober.
Begge projekter har til formål at forbedre trafiksikkerheden i området og er blevet støttet med 40% finansiering fra Vejdirektoratet.
– Vi håber på forståelse og tålmodighed i byggeperioden, da arbejdet kan medføre kortvarige gener for trafikken. Vores mål er at skabe et mere sikkert trafikmiljø for alle, lyder det i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.

Her er projektet beskrevet
Alt om Furesø skrev om sagen den 15. januar 2024, hvor Projektleder Jonas Jørgensen fra Furesø Kommunes Center for Vej, Trafik og Grøn omstilling forklarede om projektet.
Transportministeriet/vejdirektoratet har ydet et tilskud på 732.000 kroner til ombygning af krydset Frederiksborgvej/Kollekollevej.
Baggrunden for projektet er et stort antal ulykker med personskade til følge. Krydset blev hastighedsdæmpet i 2008 på foranledning af en henvendelse fra politiet om, at de havde registreret et større antal uheld i krydset – og flere med personskade. Krydset er en del af Supercykelstien og de uheldige dynamikker udvikler sig i samspillet mellem hurtigt kørende cykler og biler med vigepligt.
Krydset blev i den forbindelse indsnævret, og hastighedsbegrænsningen på Frederiksborgvej blev ændret til 70 km/t. Nu vil Furesø Kommune gøre projektet færdigt. Indsnævringen blev nemlig udført ved spærreflader med rød belægning, så krydset fremstår stadig som meget omfangsrigt og dynamisk.
Krydset skal strammes op, så det bliver mindre dynamisk. Strækningen, hvor der kan opstå konflikter mellem cyklister og biler til og fra Kollekollevej, forkortes. Tilkørslen fra Kollekollevej til Frederiksborgvej reduceres til ét spor, hvilket betyder, at venstresvingende biler ikke længere kan spærre for højresvingendes udsyn mod biler og cyklister fra venstre. Ligeudkørende cyklister fra Kollekollevej trækkes tættere på højresvingende bilister, så de lettere kan ses. Ved konferencecentret Kollekolle afkortes den dobbeltrettede sti, så den stopper før indkørslen til Kollekolle, således at trafikanterne til og fra Kollekolle kun skal orientere sig mod cyklister i én retning.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *