Vejdirektoratet er klar til at indlede arbejdet med at udvide Hillerødmotorvejens forlængelse til en 4-sporet motorvej.
I midten af juli ruller Vejdirektoratets entreprenør deres gravemaskiner ud på den sydlige del af Hillerødmotorvejens forlængelse. Dermed er udbygningen til en ny motorvej for alvor i gang.
Vejdirektoratet har indgået kontrakt med entreprenør Zøllner A/S, der skal stå for udbygningen af den sydlige del af Hillerødmotorvejens forlængelse, som strækker sig 13,5 km. fra Peder Oxes Allé til Lyngevej syd for Lillerød. Dette arbejde forventes at gå i gang i midten af juli.
Vejarbejdet på den sydlige strækning er delt op i to faser. I den første fase af vejarbejdet vil entreprenøren arbejde i den østlige side af vejen.
– Der er meget trængsel på Hillerødmotorvejens forlængelse med rigtig mange daglige trafikanter. Derfor vil vi planlægge vejarbejdet sådan, at vi generer trafikken mindst muligt. I den første fase vil der være en del aktivitet langs med vejen, men trafikanterne skal stadig køre, som de gør nu, siger projektleder Assad Turkmani fra Vejdirektoratet.
Hastighedsbegrænsningen vil fortsat være 80 km/t på det meste af Hillerødmotorvejens forlængelse, men der kan være korte strækninger, hvor hastighedsbegrænsningen bliver sat yderligere ned. I perioder vil der være sat vognbanedelere op på vejen for at gøre adskillelsen af kørebanerne mere tydelig.
I de kommende måneder vil Vejdirektoratet i samarbejde med entreprenør Zøllner og Nordsjællands politi se på, om trafikafviklingen under vejarbejdet kan forbedres yderligere. Der kan derfor ske ændringer i forhold til den nuværende plan.
Den første fase af vejarbejdet forløber frem til 3. kvartal 2026.
Fakta om projektet
Vejdirektoratet udbygger den 13,5 km lange motortrafikvej til en 4-sporet motorvej med to spor i hver retning og en hastighed på 110 km/t.
Som forberedelse til udbygningen af Hillerødmotorvejens forlængelse har Vejdirektoratet det seneste år været i gang med at udvide broer og veje, der krydser forlængelsen.
Zøllner er hovedentreprenør på udbygningen af Hillerødmotorvejens forlængelse på den sydlige strækning.
Projektet er en del af Infrastrukturplan 2035.







