Nyt klaver indvies med nytårskoncert

Organist Michael Frederiksen nyder at spille på det nyindkøbte Yamaha-klaver.

Organist i Kirke Værløse Kirke, Michael Frederiksen, har fået et stort ønske opfyldt. Kirke har fået nyt klaver. Det markeres med en koncert.
Af Mikkel Kjølby
Kirke Værløse Kirkes smukke kirkerum med de store hvælvinger er som skabt til koncerter.
I sommeren 2024 tiltrådte Michael Frederiksen som organist ved kirken efter en 5-årig deltidsuddannelse ved Kirkemusikskolen i Roskilde.
– Der gik ikke mange, før jeg ønskede mig et nyt klaver, siger Michael Frederiksen.
Det gamle kinesiske Yamaha-klaver gav ikke den ønskede lyd, men heldigvis var menighedsrådet velvilligt indstillet, og nu råder kirken over et større og langt bedre Yamaha.
– Det er købt til halv pris, fordi det er brugt, men det er et rigtig godt klaver, lyder det fra Michael Frederiksen.
Klaveret er en central del af kirkelivet. Det bruges flittigt til kirkelige handlinger, ikke mindst når pårørende ønsker et særligt stykke musik, som ikke passer til orgelet.
– Vi bruger det til messer, og nu vil jeg bruge det endnu mere. Man spiller bedre på et ordentligt instrument, forklarer Michael.
Han kommer fra den rytmiske musik og har spillet jazz og elektronisk musik. Gennem sin uddannelse har han fået den klassiske del med.
– Jeg er god til at improvisere, hvilket der en lang tradition for indenfor kirkemusikken, da man ikke ved, hvor lang tid en messe varer, siger Michael Frederiksen.

Læremester er hentet ind
Det nye klaver skal fejres med maner. Det sker ved en nytårskoncert søndag den 19. januar klokken 15 i Kirke Værløse Kirke.
– Jeg har spurgt min lærer, Sverre Larsen, som er koncertpianist om han vil spille til koncerten. Det bliver sammen med kirkens egne og meget dygtige sangere, mezzosopranen Rose-Ann Semler og barytonen Jonas Kohl, fortæller Michael Frederiksen.
Det bliver festlig musik af Beethoven, Ravel og Villa-Lobos.
Der er fri entré.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder