252 sæbekassebiler. 1000 spejdere. Verdens største sæbekassebilløb, Oak City Rally, fik et flot 50 års jubilæum.
Af Mikkel Kjølby
Det startede med at en gruppe spejderledere ville give spejderne den ultimative test indenfor samarbejde, planlægning, udførsel og udholdenhed.
Der var oplagt at målet skulle være i Egemosecentret ved Bastrup Sø, og Farum Station ligger i praktisk afstand 10 kilometer væk. Sådan blev Oak City Rally skabt.
50 år senere er løbet større end nogensinde før og er sat optaget i Guinness Rekordbog, som det største, længste og hårdeste sæbekasseløb.
Udgave nummer 50 havde deltagelse af 252 sæbekassebiler med over 1000 spejdere som holdmedlemmer. Årets start var flyttet ned for enden af Stationsvej. Det skabte en myriade af spejdere, forældre og sæbekassebiler på vejen fra Farum Station til Farum Hovedgade. Klokken 10 gik den første start. Alle holdene blev sendt afsted i grupper af 11 eller 10 biler. Og så gik det enten i rasende fart eller stille og roligt ned af Farum Hovedgade, Ganløsevej og Farumvej imod Egemosecentret med sæbekassebiler i farvestrålende udsmykninger.
Claus Nars Gruppe i Farum deltog med otte sæbekassebiler.
– De fleste er med for at hygge sig. Det handler om at løse en opgave i fællesskab og komme sammen i mål, men der er selvfølgelig et konkurrenceelement. Der bliver konkurreret i flere klasser. Det kan være ganske intenst, siger Rasmus Holm Jensen, spejderleder i Claus Nars Gruppe.
Årets hurtigste tid på den 10 kilometer lange rute var omkring 50 minutter. Så har man bestemt gået til den. Der var også præmier for det mest kreative indslag og for de flotteste sæbekassebiler.
– En del af oplevelsen er, når man kommer frem til Egemosecentret. Der er op til 2000 spejdere og forældre samlet. Det er noget af en fest, fortæller Rasmus Holm Jensen.
For Claus Nars Gruppes egne spejdere var løbet afslutningen på en lang weekend med to overnatninger i hytten ved Frederiksborgvej og en dag på Ungdomsøen i Øresund.
– Vi får nogle trætte børn hjem i aften, siger Rasmus Holm Jensen med et smil.
Og så er der det med verdensrekorden. Oak City Rally er det længste og hårdeste sæbekassebilløb i verden. I den anledning er der sat en verdensrekord. Tilbage i 2010 gennemførte et hold de 10 kilometer i tiden 34 minutter og 27 sekunder. Det kan man læse i Guinness Rekordbog.







