Af Morten Munch, sognepræst i Værløse og Hareskov sogne
Vi kender det alle sammen. At blive svigtet og selv at svigte. Personligt – og for tiden også på det politisk internationale plan.
Du kan regne med mig, havde Peter sagt til Jesus den sidste aften. Men før hanen galede, havde han fornægtet Jesus tre gange. Og Judas forrådte sin mester med et kys. Ja, alle disciplene stak af, da det virkelig gjaldt. Ved det sidste måltid ser vi et fællesskab under pres, der ved kærlighedens mirakel bliver til forsoningens og tilgivelsens måltid for alle senere generationer.
Midt i festlighederne af et jødisk påskemåltid med fladt brød, bitre urter, måske lammekød (det er usikkert om Jesus og disciplene havde lam rådighed denne aften) samt fire liturgiske glas vin lyder der chokerende ord fra Jesus mund og en lige så rystende synlig gestik, når Jesus uddeler brød og vin som tegn på, hvad der brutalt vil ske med hans krop næste dag. Vinen her er mit blod. Brødet, der brydes, er min krop. En af jer vil forråde mig.
Forvirring og frygt erstatter måltidets harmoni af smage, dufte og glad samhørighed. Som når en streng springer på en violin og ender i en brat mislyd.
Trøsten består i, at det netop var i den nat, da Jesus blev forrådt, at han tog brødet og delte det med hver og en omkring bordet. Vel vidende om hvad der ville ske, giver han sig selv til dem i et ubrydeligt fællesskab. Han omtaler sit kærlighedsoffer med det gamle ord ”pagt”; det stærkeste og mest højtidelige ord vi har i det menneskelige sprog for fællesskab.
Med sin egen død indestår Jesus for fællesskabet og besegler sin trofasthed gennem alt.
Jesus svar på fællesskabets opbrud er at bryde sig selv for at genrejse det brudte fællesskab.
Nadvermåltidet har siden denne Skærtorsdag været et vigtigt navigeringspunkt for kirken – et forsoningens pejlemærke og et kærlighedens holdepunkt, når vores egne idealer om fællesskab bryder sammen. Man kan her spise sig en tro til – troen på Guds urokkelige kærlighed. Her indoptages kærlighedens mysterium i kroppens celler gennem brød og vin som fysisk repræsentation af Kristus og alt det, han står for.
Måltid er at høre til og høre sammen. Det viste Jesus os som ingen anden i den nat, da han blev forrådt, tog brød og vin og delte ud. Her bliver det tydeligt, at alle er lige for Gud, idet alle har del i det samme brød – og lever af den samme nåde. Om vi er aldrig så meget alene, har vi her et sted at høre til. Om vi er aldrig så fejlende, er vi her budt velkommen.
Fra dette måltid udgår håb til en verden, hvor der stadig er skingre toner fra knækkede violinstrenge – stadig er fællesskaber i opbrud og under pres. Stadig er mennesker der svigter hinanden. Håbet hedder tilgivelse. Kun kærligheden sætter fri. Guds kærlighed til, i og mellem mennesker.
Glædelig Skærtorsdag!
