Paradigmeskifte udløser besparelse på voksensocialområdet

Det er lykkedes at spare 13,8 mio. kr. årligt på voksensocialområdet. Foto: Furesø Kommune.

Furesø Byråd besluttede i februar 2024 et paradigmeskifte på voksensocialområdet. Nu viser en gennemgang, at man har opnået en markant besparelse.
I februar 2024 godkendte Furesø Byråd en handleplan for at omstille voksensocialområdet i en mere bæredygtig retning både økonomisk og menneskeligt. Baggrunden var en ekstern Komponentanalyse fra 2023, der viste, at Furesø havde større udgifter til især botilbud og borgervejledere, der yder støtte i borgernes hjem end tilsvarende kommuner. Samtidig med, at Furesø Kommune er presset økonomisk på andre kernevelfærdsopgaver.
Furesø Kommune har gennemgået 800 borgersager på voksensocialområdet. 70 sager er blevet ændret, og det har været i samarbejde med borgerne. Det har samlet mindsket merforbruget på området med 13,8 mio. kr. i Furesø Kommune.
– Vores medarbejdere og ledere har lavet et rigtig godt stykke arbejde. De har været i dialog med borgere og pårørende og sammen fundet løsninger, der både tilgodeser borgerens fortsatte udvikling og kommunens pressede økonomi. Jeg oplever, at borgerne har fået højere kvalitet i vores egne tilbud, og de er rigtig glade for at komme tilbage til den by, de kender, siger Hasan Yilmaz (A), formand for Handicap, Social og Psykiatri i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.

Alle sager gennemgået, nye tilbud til nogen
Nu viser en samlet analyse af kommunens arbejde med handleplanen i 2024 de første resultater. Furesø Kommune har gennemgået 800 borgersager. 70 sager er blevet ændret, og det har været i samarbejde med borgerne. Det drejer sig både om borgere, der bor på botilbud og borgere, der modtager socialpædagogisk støtte i eget hjem. Seks borgere, der boede på midlertidige botilbud i andre kommuner, er fx flyttet hjem til Furesø. De fortæller, at de nu oplever at være en del af deres nærmiljø og tæt på deres netværk. Det giver stor værdi, når man skal trænes i at kunne bo i egen bolig på sigt.
Derudover er knap 10 borgere, der boede på botilbud, flyttet i egen bolig med støtte fra borgervejledere. De udtrykker, at de nu oplever at kunne klare sig selv med lidt støtte og have et mere selvstændigt liv.
Forvaltningen vil fortsat have fokus på at have en recovery-orienteret tilgang i mødet med borgerne.
– Det er vigtigt, at vi hjælper borgeren på det rette tidspunkt med en tilpas indsats, der giver dem en vej videre i livet eller vedligeholder de kompetencer, som de har. Det hører jeg, at forvaltningen prioriterer. Det vil jeg også selv være opmærksom på, når vi bliver orienteret i udvalget, siger Jan Kjældgaard (F), næstformand for Handicap, Social og Psykiatri i pressemeddelelsen fra Furesø Kommune.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder