Pengene vælter ind til Udhuset og Laden

Udhusets Venner holder Åbent hus for at fejre den donation til Laden. Skitse: Alex Poulsen Arkitekter.

RealDanias Underværker giver 1.2 mio. kr. til Udhusets Venners projekt for Laden. Lokale & Anlægsfonden giver 400.000 kr.
Hareskovby kan se frem til et forrygende nyt fælles- og aktivitetshus på Stationsvej.
Lige op til jul kom en donation på 2 mio. kr. fra Villumfonden til renovering af Udhuset. I dag har RealDanias Underværker doneret 1.2 mio. kr. til etableringen af Laden ved siden af Udhuset.
Udhusets Venner har også hentet støtte fra Lokale & Anlægsfonden på 400.000 kr. Dermed er man kommet et langt stykke af vejen i forhold til at finansiere etableringen af Laden. Den forventede pris lyder på 2.5 mio. kr.
– Jeg ser rigtig positivt på, at vi kan finde sidste pose penge til etablering af Laden, siger Jesper Egly, formand for Udhusets Venner.
Laden tænkes nybygget på 35 m2 til møde- og aktivitetsfaciliteter og en delvist overdækket gårdterrasse. Laden og gårdterrassen vil blive indrettet med borde og bænke, men også med plads til at opbevare udstyr, som understøtter brugernes natur- og friluftsoplevelser i skoven.
Projektet omfatter desuden et handicaptoilet med pusleplads samt et aflukke med plads til sortering af affald.
Furesø Kommune købte i sin tid grunden for 500.000 kroner af Naturstyrelsen. I den forbindelse blev der også lavet ny lokalplan, som åbnede mulighed for at bruge Udhuset til projektet samt etablere en ny bygning og binde det sammen med en træterrasse.
Alt det ser altså ud til at gå i orden.
Udhusets Venner har fået endnu mere mod på tilværelsen og vil i den nærmeste fremtid kigge på muligheden for at købe grunden af Furesø Kommune.
– Vi har sat os det mål at købe grunden af Furesø Kommune. Hvordan det skal finansieres, skal der kigges nærmere på. Vi overvejer fx crowdfunding, siger Jesper Egly.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest