Inge Storm blev genvalgt som formand for Lillevangs bestyrelse, som er blevet sammensat på en måde, så de pårørende får en stærk stemme.
For to år siden besluttede Furesø Kommune at komme ældrereformen i forkøbet og oprette en bestyrelse for Plejecenter Lillevang. Det blev med Inge Storm som formand.
Nu har der været nyvalg til Lillevangs bestyrelse, som har sat et godt hold, hvor pårørende får en stærk stemme.
Inge Storm blev genvalgt som formand for bestyrelsen, Berit Torm som næstformand og Bente Andersen blev valgt som sekretær.
– Bestyrelsen har de sidste 2 år arbejdet på at gøre det bedre at bo på Lillevang, og det begynder at give mange gode resultater. Husene er blevet gået igennem og der er blevet malet indendørs og hængt kunst op, så der er rart at være, fortæller Inge Storm i en pressemeddelelse.
Konkrete, men ofte lavpraktiske ønsker er blevet opfyldt.
– De pårørende har længe ønsket, at der var billeder af de ansatte, så de kan se, hvem der passer beboerne, og det er nu gennemført. Der har været meget kritik af maden, som er blevet bedre, men det er fortsat bestyrelsens ønske, at smørrebrød bliver smurt i køkkenet, da mange soso-assistenter ikke kender nok til dansk madkultur. Mad skal være noget de ældre skal glæde sig til, der skal være nok af den, den skal være veltillavet og serveret pænt. Som noget nyt bliver beboerne spurgt om tilfredshed med maden, men da mange er demente, vil de pårørende gerne have indflydelse på madkvaliteten, fortæller Inge Storm på vegne af bestyrelsen.
Bestyrelsen har arbejdet for at opfylde de pårørende ønsker om flere aktiviteter i hverdagen.
– Der er nu indgået samarbejde med flere skoler, som laver aktiviteter på Lillevang. Linda Bredahl fra bestyrelsen har taget initiativ til et godt samarbejde med Solvangskolen, hvor 4-klasser kommer på besøg, læser højt, spiller banko og synger for beboerne. Desuden står Lillevangs Venner for mange aktiviteter, og en af de ansatte har startet sangaftener, hvilket er en stor succes. Det er dog fortsat et ønske fra pårørende om, at kommunikation om aktiviteter bliver bedre, og at der er faste, daglige aktiviteter, som beboerne kan glæde sig til. Forklarer Inge Storm.
Bestyrelsen arbejder videre på at nedbringe vikarbudgettet. Det sker for at sikre kontinuitet i plejen af de ældre.
– Da det er vigtigt for beboerne, at det er de samme personer, der plejer dem, arbejdes der systematisk på at nedbringe vikarbudgettet, så der er råd til flere fastansatte. Og det er heldigvis ved at lykkes, vurderer Inge Storm.
Furesø Kommune lavede for nogle år siden en pårørendeundersøgelse. Det vil blive gentaget i 2026.
– I løbet af foråret 2026 bliver der igen gennemført en pårørendeundersøgelse, som bestyrelsen tager afsæt i, så vi kan leve op til byrådets målsætning om, at Furesø skal være et af de bedste steder i landet at blive gammel i, siger Inge Storm.






