
En uge efter skuddramaet på Læssevej har politiet skudt mod en mand i Ballerup.
Københavns Vestegns Politi oplyser lørdag morgen via mediet X, at politiet her til morgen har skudt mod en mand i Ballerup.
Kl. 06:49 har betjente fra Københavns Vestegns Politi afgivet skud mod en mand i begyndelsen af 30’erne på en adresse i Tyrens Kvarter i Ballerup. Det er en del af boligområdet Lundegården lige på anden side af kommunegrænsen til Furesø.
Manden er kørt på hospitalet, og der er for nu ikke oplysninger om hans tilstand. Skuddene blev afgivet i forbindelse med en politiforretning, hvor der blev trukket kniv.
I sager, hvor politiet affyrer skud mod en borger, overdrages sagen altid til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). Derfor er det nu DUP, der efterforsker omstændighederne ved skudepisoden, og Københavns Vestegns Politi har derfor ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
Manden vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør – formentlig in absentia.