Den 1. oktober 2002 holdt Johannes Krarup sin første gudstjeneste som sognepræst i Værløse. 21 år senere er han blevet en fast del af livet i Værløse. Han deler ud af sine erfaringer og livslærdom i denne serie, hvor vi kommer med på fem nedslag i hans liv.
Del 3. Kaldet
Der har været præster i samtlige generationer af Krarup-familien siden Reformationen i det herrens år 1536. Og dog!
For Johannes Krarups oldefar var ordblind og søgte mod manufakturbranchen. Det samme gjorde farfar, men med årene blev kaldet for stort. Han blev nærmest voksenlærling i præstegerningen og fik ønsket om at blive præst opfyldt i en sen alder.
19 år gammel flyttede Johannes Krarup til Aarhus for at studere teologi.
– I dag ville jeg ikke have gjort det så tidligt. Når jeg tænker over det, så skulle jeg have aftjent min værnepligt eller være taget til Afrika eller Skotland og arbejdet som skytte, lyder det i bagklogskabens ulideligt klare lys.
Men der var bestemt ikke tale om familiepres. Nærmest tværtimod.
– I mine yngre dage ville jeg have været skovfoged, men på et tidspunkt fik jeg en stærk dragning mod det at være præst. Det var tanker, som voksede inde i mig selv. Troen kom tæt på. Nogle vil kalde det et kald. Da jeg startede på teologi, var det fordi, jeg ville være præst, siger Johannes Krarup.
Han blev en del af sognerådet i Aarhus Valgmenighed, mens han studerede. Oplevelserne stod i kø. Mest indtryk gjorde et studieophold i Chicago.
– Vi var tre gutter, som rejste på studieophold til en valgmenighed i Chicago. Det var en kollektiv i Down Town Chicago, som havde gode indtægter og gennem dem hjalp en masse mennesker. Jeg hjalp til med at passe en mand, som var lam fra halsen og ned. Det gjorde stort indtryk på mig, fortæller Johannes Krarup.