Glem snakken om mesterskab, medaljer og europæisk hæder. For cheftræner Jens Fønsskov Olsen er fokus på hverdagen. Her er der mulighed for at løfte kulturen og fællesskabet endnu mere.
Af Mikkel Kjølby
Der er sket meget i FC Nordsjælland de seneste 12 måneder. Sommeren 2025 bød på udskiftning af næsten et helt hold. Efter en skidt sæsonstart protesterede fansene. Så kom de markante forstærkninger og arbejdsroen hen over vinteren. Det førte til en forrygende sæsonafslutning. FC Nordsjælland var det bedste hold i mesterskabsslutspillet. Siden har man investeret tungt i at beholde Alexander Lind og Ibrahim Adel og endnu ikke solgt en eneste profil.
Betyder det så, at FC Nordsjælland kan forvente et endnu bedre resultat i sæsonen 2026/27?
– Jeg har italesat det på den måde, at vi var glade for udviklingen sidste år, og det output vi fik i form af en medalje. Spørgsmålet er ikke, om vi kan gøre det igen. Spørgsmålet er, om vi kan gøre det endnu bedre, siger Jens Fønsskov Olsen.
FC Nordsjællands cheftræner fokuserer ikke på medaljer eller europæisk hæder. Fokus er på hverdagen.
– Det handler ikke om, at vi skal blive nummer et eller to i Superligaen, eller at vi skal ind i et europæisk gruppespil. Jeg vil gerne have, at vores hverdag skal blive endnu bedre. Hvis vi kan komme igennem den proces, så bliver outputtet nok lige så godt eller bedre, for vi har et rigtig godt hold, forklarer Jens Fønsskov Olsen.
Nu har spillerne vundet noget sammen
Det var et skønt syn, da FC Nordsjællands spillere fejrede bronzemedaljerne sammen med de medrejsende fans i Haderslev. Det gav noget. Indadtil og udadtil.
– Bronzemedaljerne betød virkelig meget. Sidste sæson handlede meget om at finde hinanden på et hold med utroligt mange udskiftninger i transfervinduet, siger Jens Fønsskov Olsen.
De nykårede spanske verdensmestres sammenhold er foregangseksemplet.
– Ligesom for Spanien handler det også om kollektivet for os. På øverste hylde er det oftest ikke dem med de to-tre bedste spillere, som vinder de store titler, men dem som arbejder for hinanden, dem som har en god plan, og dem som kurer på røv og albuer for at redde den på stregen, når det brænder på. Det var det, vi gjorde i mesterskabsspillet, forklarer Jens Fønsskov Olsen.
Så det er arbejdet på træningsbanen og udviklingen af spillerne og holdets kompetencer, som er i fokus. For man kan ikke kontrollere det, som alle de andre hold gør.
Skiftet fra 4-3-3 til 3-4-3 hen over vinteren er et eksempel på det, man kan kontrollere selv.
– Vi fandt en formel, hvor vi fik vores spillere til at se så godt ud hver især og samtidig passe sammen. Vi spillede reelt med en forsvarsspiller, men lukkede kun syv mål ind. Jeg synes godt, at spillerne kan godt få mere kredit, for det var fantastisk, det de lavede, siger Jens Fønsskov Olsen.
Nu er overraskelsesmomentet væk. Forsvarsspillerne ved, hvilken vej Ibrahim Adel helst vil gå, de har aflæst FC Nordsjællands system gennem videooptagelser. Men det passer egentlig Jens Fønsskov Olsen udmærket.
– Det håber jeg, at de har gjort. Jeg kan godt lide, at folk kigger på os. Vi er meget tydelige i vores spillestil. Vi vil være så dygtige, at de ikke kan hamle op med os, selvom de har kigget video i timevis, lyder det fra Jens Fønsskov Olsen.







