Den 1. oktober 2002 holdt Johannes Krarup sin første gudstjeneste som sognepræst i Værløse. 21 år senere er han blevet en fast del af livet i Værløse. Han deler ud af sine erfaringer og livslærdom i denne serie, hvor vi kommer med på fem nedslag i hans liv.
Del 4. Ægteskabet byder på et absolut løfte
Det var fruen Helle, som trak Johannes med til Sjælland. Helle blev tidligere færdigt med sit statskundskabsstudie, end Johannes blev med teologistudiet.
Helle fik job i Fødevarestyrelsen i København og siden i Udenrigsministeriet. Johannes flyttede med til Søborg og færdiggjorde sit speciale og Pastoralseminariet i København,
I 2002 stod han som landets yngste præst. Han var blot 27 år gammel. Dengang var der rift om embederne.
I Værløse sagde man på det tidspunkt farvel til den legendariske præst Bent Honoré. En stor profil i lokalsamfundet og tidligere folketingsmedlem for Kristeligt Folkeparti.
– Jeg vidste godt, at sognet gav udtryk for, at de søgte en mandlig præst i den konservative del af folkekirken. Jeg fik heldigvis embedet, fortæller Johannes Krarup.
Den lille familie flyttede ind i sognets nye embedsbolig Højeloft Vænge 52 – lige bag Værløse Kirke. Her har Johannes og Helle stiftet familie – det er blevet til tre piger, Kirstine, Esther og Sissel. Pigernes rejse gennem vuggestue, børnehave, skole og håndboldklub har givet Johannes uvurderlig viden om lokalsamfundet.
Johannes Krarup holdt sin første gudstjeneste i Værløse Kirke den 1. oktober 2002. 23 år senere er han taknemlig og lykkelig.
– Jeg er ufatteligt glad for at være i Værløse. Her er der højt til loftet. Man kan mærke, at det ikke er snobber, der bor her. Der er en nysgerrighed, og man kan mærke en åbenhed og en slags nybyggerånd, forklarer Johannes Krarup.
Han siger det gerne lige ud.
– Der er tradition for, at præster bliver her længe. Det vil ikke undre mig, hvis jeg bliver her, indtil jeg skal pensioneres. Ikke mindst fordi jeg føler et engagement overfor mennesker. Den forbundethed med mennesker gør mig forpligtet. På den måde får det mig til at stå i gæld til dem, forklarer Johannes.
I det hele taget føler han sig i taknemlighedsgæld.
– Gud har gjort mere for mig, end jeg kan gøre for gud. Slægterne forud for mig har gjort mere, end jeg kan betale tilbage. Borgerne i Værløse Sogn har gjort meget mere for mig, end jeg nogensinde kan give tilbage. Det er en kærlighedsgæld, slutter Johannes Krarup.
