Af Mikkel Kjølby
Jeg vil gerne understrege, at skolebørnene også i 1980erne var politisk aktive. Ikke mindst undertegnede.
For sagen var den, at sagen om byggematerialet asbests uheldige helbredsvirkninger rullede ind over landet, da jeg gik i 5. klasse. Og sandelig om der ikke blev fundet asbest i loftspladerne på Søndersøskolen.
Det fik de ældste elever til at arrangere en demonstration. En stor flok skolebørn mødtes i overdækningen for at gå i fælles flok mod Værløse Rådhus. Desværre kunne den rare skoleinspektør Stig – som altid gav bolsjer, når uromagere blev sendt op til kontoret til en snak – meddele at kommunalbestyrelsen aftenen før havde truffet de nødvendige foranstaltninger til at få fjernet asbestpladerne.
Så stod vi der aldeles slukørede, for hvem ville ikke hellere holde en rask demonstration end kukkelure i formningslokalet?? Det var faktisk noget af en partypooper.
Heldigvis var der en af de store rødder, som råbte: Skal vi ikke holde demonstrationen alligevel!!
Jubelen brød ud blandt skoleeleverne og optoget satte sig i al hast i bevægelse mod rådhuset. Her ventede et TV-hold fra DR – der var jo kun den kanal – på demonstrationen, som blev modtaget af en noget overrasket borgmester Ernst Ellgaard.
Nu er det jo sådan, at Ernst Ellgaard var det mest elskværdige og rare menneske, man overhovedet kan forestille sig. Så buhråbene døde hurtigt ud. Det var umuligt at være sur på den mand.
Til gengæld samlede vi en flok fra D-klassen, som tog ned til videobutikken, som lå der, hvor Kongeburger i dag residerer. Vi fik lejet et par film, købt en ordentlig omgang slik og så gik turen ellers hjem til klassens sødeste pige, Pernille, som havde VHS-video. Det var en herlig demonstration!!
Så kom ikke her og sig, at nutidens unge er mere engagerede end os halvgamle!!!
3 kommentarer til “Redaktørens minder – Elskværdige Ellgaard”
Engang i 1980’erne overskred jeg min spørgetid før kommunalbestyrelsesmødet med min fremlæggelse af urimeligheden ved underdimensionering af kapaciteten i ‘Krudthuset’, hvor Jonstrup var den mest børnerige del af kommunen. S-gruppen blev urolig og kommunaldirektøren forsøgte at stoppe mig, hvor Ellegaard elskværdigt bød ind med et “Lad nu den unge mand, han har noget på hjerte”. To år senere fik vi den 3. børnehavestue: Grøn stue.
Det er ikke pænt når man ikke fortæller om en person, nå man ikke kan skrive mandens navn korrekt, med fare for at blive udskældt for at være kværulant.
Men vores borgmester igennem flere perioder Ernst Ellgaard, staves vist som her.
Som en utrolig empatisk og nærværende borgmester, der altid stillede op når der var forenings jubilæum eller andet arangement.
Var også nærværende overfor ansatte i kommunen, og i bybilledet.
Han var en borgmester man lærte at kende
Der er lukket for kommentarer.