Regnvejret gav massive overløb til Farum Sø

Efter tre dage med dansk sommervejr er vandet farvet algegrønt hele vejen fra Doktorens Bugt op til Fiskebæk. Privatfoto.

Tre dage med klassisk dansk sommervejr var nok til at give overløb til Farum Sø. Hele kysten langs Farum er farvet algegrøn. Ifølge Novafos er systemet robust.
I årtier har Farum Sø været plaget af fortidens synder i form af udledning af spildevand fra Farum Kaserne, men den dag i dag skal der ikke meget til for at udløse en algevækst.
Tre dage med godt, gammeldags dansk sommervejr var nok til, at overløbene til Farum Sø kom i brug. Det var værst ved Fredtofteparken, hvor der ellers er et forsinkelsesbassin. Også ved Farumgård var der hurtigt gang i overløbene.
– Når det begynder at regne, går der ti minutter, før man kan høre, at der er vand i de underjordiske rør. Der var tale om rigtig store overløb denne gang, fortæller Kresten Bergsøe fra Farumgård.
Den populære badestrand Doktorens Bugt er algegrøn, og man bør nok ikke bade der de næste tre-fire dage. Hele vejen ned til Fiskebæk er vandet algegrønt.
Det er en gammel problematik, som der tilsyneladende blev taget hånd om inden sidste kommunalvalg. Efter møder med borgmester Ole Bondo Christensen og udvalgsformand Lene Munch-Petersen (S) præsenterede forsyningsselskabet Novafos en plan om en udvidelse af forsinkelsesbassinet ved Fredtofteparken samt et rør på tværs fra Farumgårds underjordiske bassin til Fredtofteparken.
Efter valget viste det sig, at prisen blev astronomisk høj. Byrådet valgte derfor at skrotte planen.

Så hvad så?
Det går meget stille og roligt. Senest er der lavet delområdeplaner for Farum. Undersøgelserne viser, at der er et meget lille nedsivningspotentiale i Farum. Derfor er tagseparering med nedsivning udgået af planerne.
Tilbage står, at analysen viser, at den mest rentable løsning er at bibeholde fælleskloakken. Det vil sige, at regnvandet og kloakvandet løber sammen.
Det skyldes ifølge undersøgelsen. At kapaciteten i de eksisterende ledninger er stor nok mange år endnu – systemet er meget robust og kan håndtere fremtidens nedbørsmængder. Der er få oversvømmelser, og når der kommer vand på terrænet, opfører vandet sig hensigtsmæssigt.
Desuden kan det være mere end svært at finde plads bassiner til rensning og forsinkelse af regnvand inden udledning til søerne, hvis man vælger et separat system.

Men hvordan vil man så reducere overløbene til Farum Sø?
Jo, ifølge Novafos skulle det være muligt ved at tilbageholde eller forsinke regnvand i oplandet, ligesom det er en mulighed at flytte mere spildevand hurtigere til Stavnsholt Renseanlæg og dermed reducere overløb til Farum Sø. PÅ sigt er det dog Novafos store plan at nedlægge Stavnsholt Renseanlæg til fordel for et nyt og stort renseanlæg ved Øresund.
Natur- og Klimaudvalget har behandlet sagen flere gange, senest i november 2023, og har ønsket politiske målsætninger for minimering af overløb samt en plan for separering/forsinkelse af regnvand ved nedsivning LAR, regnvandsbassiner/forsinkelsesbassiner med angivelse af konkrete initiativer og tidsangivelse.
I 2023 vedtog udvalget følgende måltal for Farum Sø: 50 reduktion % i 2028, 75% i 2033 og 85% i 2038.
Hvordan de tal skal indfries, er indtil videre et rigtig godt spørgsmål.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest