Den 25. april begyndte Sten og Lotte Vesterli på turen langs Pacific Crest Trail. Nu har de gået 800 af 4265 miles fra den mexicanske til canadiske grænse.
Af Sten og Lotte Vesterli
Så er vi i gang med de høje bjerge i nye sko – der går nok ca. fire par til undervejs. Efter San Jacinto bjergene havde vi ikke brug for snepigge og koldtvejrsgrej i lang tid, så vi havde sendt det i forvejen til Kennedy Meadows. Vi har også suppleret vores grej med et par småting og sendt noget tilbage til en amerikansk ven.
På steder hvor der kommer mange hikere er der opsat “hiker boxes”. Det er kasser, hvor man kan aflevere brugbart grej man ikke har brug for længere – eller mad man er blevet træt af 😉 Så kan andre hikere frit forsyne sig, hvis de finder noget, de har brug for. Det var sådan Lotte fik den solparasol hun brugte gennem noget af ørkenen – nu ligger den i en hiker box her i Lone Pine og venter på sin næste ejer.
Der er sket noget indenfor vandrensning siden vi vandrede for alvor for 30 år siden. Dengang var det kemisk rensning med sølv- eller jodtabletter, og det fjernede kun visse patogener. Men i dag har vi filtre med moderne nanoteknologi, der kan frasortere alle mikroorganismer og endda bakterier. Så vi fylder en pose med vand fra en bæk og hænger den op, og så løber der rent vand ned i vores flasker.
De første floder var fredelige og der var endda broer, men efter kort tid blev det til seriøse vandpassager. Der er selvfølgelig kun billeder af de nemme, som vi kan vade over enkeltvis. Når strømmen er stærk går Sten opstrøms og støtter sig til sine vandrestave, og Lotte går bagved i læ for den værste strøm og støtter sig til ham. Og kamera og telefoner er i vandtætte poser.
Ruten går i over 3000 meters højde meget af tiden, og heroppe vokser der kun Sequoia træer mellem klipperne. De bliver meget tykke, og de døde stammer og rødder antager fantastiske former.
Vi har lige passeret Forester Pass på 4000 meter – det er det højeste punkt på PCT. Vores timing har passet fint, og sneen er smeltet fra det meste af ruten. Men vi krydser alligevel jævnligt små og store snefelter, og her har vi god gavn af de snepigge, vi kan spænde under vores sko.
Vi har lige fyldt vores bjørnesikre tønder med mad til en uge mere, og nu går det videre over flere floder og pas på over 3.500 meter. I det høje Sierra er der absolut ingen netforbindelse – nok heller ikke på de næste genforsyningssteder, der ligger langt ude i ødemarken. Så der kan godt gå nogen uger før I hører fra os igen.
