Repair Café Furesø fylder fem år

Her i september fylder Repair Café Furesø fem år. Pressefoto.

Her i september er det fem år siden, at Repair Café Furesø slog dørene op for reparation af ting og sager, som man egentlig gerne ville beholde, men som enten var gået i stykker eller ikke rigtig ville fungere – og som måske havde ligget i en skuffe i årevis, uden at man nænnede at smide det ud.
Repair Café Furesøs første fem år har budt på reparation af alle former for elektronik, kassettebånd-afspillere, dvd-afspillere, printere, julepynt, legetøj, tøj, der er blevet lagt op, huller, der er blevet stoppet og indtil flere haveredskaber som er blevet lavet.
– I Repair Caféen har vi kunnet reparere det meste, lige fra elektronik til møbler og skadede kunstgenstande, som bare skulle limes sammen med den rigtige lim. Vi har også hjulpet med opsætning af telefoner og andre mobilenheder, som drillede, fortæller Natasha Fotel fra Repair Café Furesø.
Der er endda data på det hele. En af de første gange, Repair Caféen var åben, reparerede man blandt andet en kaffemaskine, en VHS-afspiller og et par bukser.
– I alt sparede vi den dag 75 kg fra at blive til affald – hvilket i høj grad er et eksempel på grøn omstilling, en hjælp til at forbruge mindre, hvilket i sidste ende sparer jorden for udvinding af nye ressourcer, forklarer Natasha Fotel.
I Danmark havde vi brugt vores ressourcer for i år allerede d. 16. marts.
Repair Caféen er bemandet af frivillige kræfter, som en gang hver måned gerne bruger deres evner til få ting til at fungere igen – og samtidig gerne giver folk lyst til selv at lære hvordan man gør, så man for eksempel ikke behøver at købe en ny CD-afspiller, hvis man bare lige kan skifte et gummibånd, så det hele virker igen.
– Vi har, vel at bemærke, kun kunnet udføre alle disse reparationer gratis, fordi vi er blevet støttet af kommunens grønne guide og miljøinitiativpuljen. Vi har ikke alene kunnet købe noget værktøj, men også reservedele, som for eksempel de nævnte gummibånd / drivremme til kassettebånd-afspillere og andre ting, der kræver gummibånd for at fungere. Kommunens velvillige støtte er således en vigtig del af vores arbejde, så vi både kan reparere ting på en tilfredsstillende måde, og samtidig sørge for at det hele er gratis og nemt for de borgere, der har brug for hjælp, lyder det fra Natasha Fotel.
Repair Café Furesø har åbent igen 28. september kl. 10.00 – 13.00 i Galaksen i Værløse.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest